Gone Sailing

Det var stort set den eneste sammenhængende tankevirksomhed jeg var i stand til at mobilisere de første 24 timer på Biscayen…

Her kommer som lovet den ucensurerede version af vores tur over Biscayen. Som vi skrev på facebook, lige da vi var kommet i havn i La Coruna, indeholder den en del om søsyge.

Vi havde faktisk forberedt os godt – syntes vi selv… I Falmouth mødte vi Berit og Anders ombord på den svenske båd Ladybird og sammen aftalte vi at følges over Biscayen. Vi tjekkede vejrudsigter sammen for at finde det rigtige vejrvindue og vi lagde ruten sammen. Det så godt ud, og hvis prognosen holdt stik, ville vi have vinden i ryggen det meste af tiden. Vi havde også provianteret i rigelige mængder og lavet mad til hele det første døgn.

De første 4 timer gik også fint – lige bortset fra at en løs strømforbindelse fik alle vores instrumenter til at slukke og genstarte uafbrudt den første halve time, hvilket kaptajnen heldigvis fik fikset. Vi var stadig i læ af Englands kyst, og derfor også i læ for gammel sø og kæmpe dønninger fra Atlanten. Men da vi kom ud i åben sø, var det pludselig som om jeg befandt mig i Odinekspressen i Tivoli – fuld fart frem og så et hurtigt sving sidelæns med vognen. Sådan ca hver 8. sekund blev bagenden af båden slået ud af kurs af en sidevers bølge, og selv om jeg kæmpede imod alt hvad jeg kunne (og jeg kan desværre ikke prale af at være særlig søstærk), måtte jeg overgive mig til søsygen til sidst. Som den første ud af 5! Og mens verden omkring mig forsvandt i søsygens tåger, kunne jeg svagt fornemme hvordan børnene en efter en gik ned med søsyge, og det var først da kaptajnen også måtte kapitulere, at overlevelsesinstinktet begyndte at vågne. For hvordan kunne vi sejle over Biscayen, når begge voksne var ukampdygtige? Vi var ikke engang nået over til fransk farvand. Men som altid var kaptajnen den sejeste i verden! Han sejler skibet uanset hvor søsyg han er. Så vi fik kæmpet os igennem dagen, mens vi beredte os på natten. Og hold nu op, det er ikke sjovt at skulle tage nattevagten, når man samtidig er søsyg. Men vi fik puttet børnene i kahytterne og sammen kom vi igennem natten godt hjulpet på vej af vores AIS og radar – og trygheden ved at vide at vores svenske venner på Ladybird var lige i nærheden. Heldigvis er vi enige om at så længe man yder sit bedste, så er det ligegyldigt om man kan tage 1 eller 4 timer ad gangen. Så da jeg helt ynkelig og grøn i hovedet måtte vække kaptajnen efter kun 2 timers vagt, lod han mig falde om i soveposen på bænken i cockpittet mens han selv tog resten af hundevagten. Alt imens lå ungerne og sov i kahytterne, så de var nogenlunde friske næste morgen, mens kaptajnen og jeg sov på skift hele formiddagen.

Nattesøvnen havde især gjort Ludvig godt, så han spiste Snickers-barer som gjaldt det livet, mens vi andre så til med lige dele kvalme og misundelse. Henimod aften kunne vi dog lige klare et par skefulde af den på forhånd tilberedte gryderet, men derudover var vi mest bare ynkelige. Og nattevagten var igen en ynkelig præstation fra min side, mens kaptajnen trak det tunge læs. Undervejs fik vi også følgeskab af 15-20 delfinflokke, men der var ikke den samme begejstring over de nuttede delfiner, som der ellers plejer at være. Det er bare ikke det samme at se på delfiner, når man kaster op samtidig 😉

På dag 3 livede besætningen dog lidt op. Der var optimisme at spore, og der blev småjublet over at vi var over halvvejs til Spanien. Teenageren viste sig fra sin omsorgsfulde side, og han og lillebror var begge iklædt endda vældig positive ja-hatte. Ludvig måtte også lige komme med en advarsel om, at vi godt kunne regne med at han havde rigtig meget energi der skulle brændes af, når vi kom i havn igen. Fair nok! Ja, selv Anna kunne både spise og tale igen. Den sidste nattevagt skulle bare overstås, og da dag 4 gryede var det med en klar forventning om at vi næste nat kunne sove HELE natten i en dejlig varm seng. Omkring kl 15 ankom vi til La Coruna, mere ekstatiske end normalt over endelig at være i havn igen.

Har vi lært noget af den tur? Ja, i høj grad! Især har vi lært, at det allervigtigste er mad, mad, mad. At spise holder søsygen væk, og det er også vigtigere end søvn. Og vores største fejl var nok, at vi ikke havde taget højde for, at lækkersulten på land ikke altid er den samme på vand, så det meste af det vi havde købt havde vi simpelthen ikke lyst til at spise. Men vi har også lært, at lige meget hvor dårlig man er (og vi var rigtig dårlige!), så bliver man frisk igen efter et par dages sejlads – og det er en vigtig lektie for både voksne og børn, når næste 4-dages stræk venter lige om hjørnet. Så når oktober nærmer sig, er alle ombord på det gode skib Freja helt klar til at sejle de 500 sømil mod Madeira 🙂

PS. Kan man blive vaccineret/hypnotiseret/opereret eller på anden måde kureret for søsyge?? 😉