Galicien i egen båd – i tæt tåge og ukendt terræn

Efter vores lidt rodede tur over Biscayen var det skønt at komme til den spanske Atlanterhavskyst og mærke, at selv om vi sejlede på kanten af Atlanterhavet, så kunne vi godt uden at blive søsyge. Ja faktisk har Atlanterhavet indtil videre været som en normal dag på Øresund – eller også har vi alligevel efterhånden fået vores søben… Uanset hvad har vi også brugt tiden i Spanien på at være megastolte over at have krydset Biscayen i egen båd – og glade for at kunne vise børnene at selv om det nogle gange er hårdt, bliver det altid godt igen. Minderne fra Biscayen tæller delfinflokkene, morilden (selvlysende plankton) og den helt helt fantastiske stjernehimmel. Og nu hvor vi har lagt turen bag os, griner vi sammen af elendigheden undervejs.

Men egentlig var det meningen, at dette indlæg skulle handle om Galicien, for det nordvestlige hjørne af Spanien byder på meget forskellig sejlads, smuk og dramatisk natur med rå klipper hvor bølgerne bryder i flere meters højde og de fineste rias, hvor de små fiskerbyer ligger godt beskyttet for Atlanterhavets rasen. Her er altid en ankerplads og en lille tapas-restaurant med de lækreste skaldyr på det ofte ikke-eksisterende menukort. Især muslinger i alle varianter er blevet ungernes nye livret. Som altid er vi også glade for al vores elektronik ombord, for uden moderne navigationsudstyr havde vi nok aldrig fundet vej til de skønne ankerpladser. Ofte har vi sejlet i tåge med en sigtbarhed på under 100 meter, og man er ekstra glad for sin AIS og radar, når man ved præcis hvor det store fragtskib er – til trods for at det er umuligt at se selve skibet men MEGET nemt at høre dets tågehorn 😉

Vi har stadig ikke fanget nogen fisk til teenagerens store fortrydelse. Men vi har set delfiner i massevis, en (stor) haj, pilothvaler og vinkefisk, som vores svenske venner på Ladybird kalder den mærkelige klumpfisk. Vi troede egentlig, at det var en skrøbelig skabning, men hernede springer de ud af vandet og vinker til os.

Desværre, vil nogen mene, har vi været lidt uheldige med antallet af nudiststrande vi har ankret ved undervejs. En af de mere avancerede oplevelser var en bugt i Corme, hvor nogle lidt avantgarde-agtige typer havde arrangeret en slags byfest på stranden i nogle grotter. Musikken startede sent, og stoppede så til gengæld også sent. Vi lå ‘rigtig godt’, for grotten fungerede som en slags tragt lige i retning af vores båd. Så da musikken stoppede kl. 10 næste formiddag og de resterende 40 festgæster smed tøjet og hoppede i bølgerne, valgte vi at fortrække – noget klatøjede og børnene en anderledes oplevelse rigere.

Vi har også brugt de Galiciske strande til at øve vores ‘landinger’ i gummibåd… Første gang præsterede jeg at lave rullefald ud af gummibåden, så jeg faldt ned i sandet og halvt ind under gummibåden. Knap så elegant og en lidt hårdhændet taktik for både mig og min strandkjole! Det ville kaptajnen gerne have at vi gjorde anderledes næste gang, så ved næste landgang blev jeg bedt om for en sikkerheds skyld at tage kjolen af inden jeg hoppede i vandet. På kaptajnens ordre skulle jeg hoppe i vandet som den første, men da kaptajnen sagde ’nu’, prøvede jeg spagfærdigt at pippe noget om at det var lidt for dybt. Kaptajnen var dog urokkelig. Han mente stadig, at det var nu, så jeg hoppede i – og forsvandt! Der var dog ikke lidt for dybt, men meget for dybt. Jeg gik helt under og nåede lige at gribe solbrillerne inden de flød væk. Ungerne skreg af grin, og kaptajnen roste sig selv for at have husket mig på at tage kjolen af inden han sendte mig i vandet 🙂 I parentes bemærket skal det til kaptajnens forsvar dog siges, at vi var meget tæt på stranden…

 

Nogle dage er også blevet brugt på hyggeligt samvær med de andre danske børnebåde, som skal samme vej som os. I Vigo havde vi et dejligt gensyn og et par hyggelige dage med 4/5-dele af Familien Rosentoft, mens de ventede på at blive genforenet med båd og Christian, som stadig befandt sig på den engelske side af Biscayen. Og i Baiona har vi hængt ud med besætningen på Gorm den Gamle, som også har 3 børn ombord. Det er alligevel ret hyggeligt at blive sejlet på legeaftale i gummibåden på tværs af ankerpladsen.

Vi kunne have brugt meget længere tid i Galicien, men Portugal kaldte og om 1 uge får vi fint besøg hjemmefra i Lissabon 🙂


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s