Jeg skal åbenbart passe på med hvad jeg skriver på bloggen, for det kan komme tilbage og ramme os som en boomerang. For er det ikke nærmest skæbnens ironi, at jeg i sidste blogindlæg skrev, at vi skam altid læser vejrudsigten med meget konservative briller på, og at vi selvfølgelig godt ved at vejret og sæsonen kan byde på overraskelser på disse breddegradder – for derefter at sejle direkte ud i ægte møgvejr på passagen fra Fiji til Ny Kaledonien? Som vi skrev på Facebook røg turen direkte ind på 2. pladsen over vores værste passager (hvis man er i tvivl om 1. pladsen over dårlige passager kan man lige klikke her) og rykkede vores Atlanterhavskryds helt ned på en 3. plads. Det føles som en evighed og virkelig mange sømil siden, at jeg sad der på Atlanterhavet et sted mellem Cap Verde og Barbados og havde lidt ondt af mig selv. Dengang havde jeg 1 dag, hvor jeg kom virkelig tæt på at ønske at kunne trække i nødbremsen. På turen til Ny Kaledonien var det Ludvig, der liggende i fosterstilling på salongulvet (eller bare stuegulvet, som det hedder her ombord) på fjerdedagen begyndte at filosofere over, hvorfor vi ikke har en nødbremse ombord på Freja, når der nu er sådan en i busser og toge. Egentlig forstår han jo udmærket godt, hvorfor det ikke er en mulighed sådan at trække i nødbremsen når man er mange hundrede sømil fra nærmeste land, og det var nok også mest et udtryk for ønsketænkning fra hans side. Den gode lillebror, som ellers normalt er ret god til at håndtere de lidt hårdere ture til søs på sin egen måde og som (næsten) aldrig brokker sig, orkede faktisk ikke mere – men vi var nok også mere end almindeligt uheldige på denne tur.
6 timer væk fra Fiji svigtede autopiloten, og det kan man jo ikke bebrejde vejrudsigten for, men den del hører med til historien. Det var lige blevet mørkt og den første nat er altid den værste. Man mister horisonten i mørket og kæmper med søbenene, og så er det ikke megasjovt at skulle styre selv. Man har ikke noget at styre efter, og styrer derfor blindt efter nogle tal på instrumentet. Alligevel tog teenageren rattet, mens kaptajnen forsøgte sig med fejlsøgning, men efter 3-4 forsøg var der stadig ikke liv i autopiloten. Den var momentant oppe at køre i kort tid, men svigtede så igen. Udsigten til at sejle 750 sømil uden autopilot var ikke så tiltalende lige der den første nat. Det var tid til en beslutning, og på trods af vores manglende lyst til at køre intervaltræning af overarmsmusklerne de næste fem døgn blev kaptajnen og jeg hurtigt enige om at nu måtte vi vise hvad vi duede til og håndstyre til Ny Kaledonien. Vi kunne nemlig endnu mindre overskue at returnere til Fiji og usikkerheden i hvornår et nyt vejrvindue ville vise sig. Teenageren mente at vi var sindssyge, og set i bagklogskabens klare lys havde det været lige præcis det – nemlig sindssygt hvis vi skulle have håndstyret resten af den tur. Men det vidste vi ikke på daværende tidspunkt. Heldigvis tog den seje teenager endnu en tur i agterkahytten for at rykke i ledningerne til autopilotens computer, og herefter virkede autopiloten pludselig upåklageligt. Således faldt der ro over Freja og besætning, men den ro skulle vare kort, for fra morgenstunden og de næste 36 timer væltede regnen ned over os i kaskader, mens det lynede og tordnede om ørene på os. Vinden fik regnen til at stå lodret ind i cockpittet, og vi var gennemblødte i løbet af ingen tid.
Da vi endelig kom ud på den anden side af uvejret, kørte et højtryk i en bane lige henover os – vel og mærke et højtryk, som 4 forskellige vejrudsigter ikke havde forudsagt skulle bevæge sig vores vej – og i 6 timer havde vi vind fra alle retninger, inden vinden stabiliserede sig og gav os 20 m/s foran for tværs. Når det blæser så meget, rejser søen virkelig børster, og i løbet af ingen tid havde vi 4-5 meter høje bølger, som væltede ind over båden. Efter at have vurderet situationen, tog vi sejlene ned og startede motoren for at kunne styre bare lidt i den rigtige retning. De næste 36 timer var vi mere eller mindre forskanset nede om læ, og kun den, der havde vagten stak hver 20. minut snuden udenfor for at tjekke at alt var ‘ok’ og der var fri bane. At skrive, at det ikke var sjovt, er en underdrivelse og for første gang nogensinde var børnene lidt utrygge. Kaptajnen og jeg nøjedes med at sende hinanden sigende blikke. Normalt hjælper det at råbe lidt af bølgerne, men det var der ingen der havde overskud til. Ingen havde lyst til mad, ingen fik sovet og alle ventede bare på at det dårlige vejr drev over. Og i og med at vi ikke kunne se i vejrudsigten at det skulle blæse 20 m/s, var det også lidt svært at vide hvornår det ville være overstået igen. Efter halvandet døgn begyndte vinden dog at aftage og vi kunne ånde lettede op og sænke skuldrene igen. Det sjove er, at vi kan slet ikke huske hvordan vejret var det sidste døgn. Ikke huske andet end, at det var ligegyldigt, så længe det ikke længere stormede. Vi kunne igen være i cockpittet. Vi kunne igen spise og hvile. Og kaptajnen var sågar en tur på dæk for at tjekke for eventuelle skader. Vi var sluppet billigt – et af beslagene til vores bombremse var revet løs under vores tumletur rundt i bølgerne, men det blev fikset igen og vi fik sat sejl og kurs mod at komme i bølgelæ bag Ny Kaledoniens ringrev. Da vi nåede ringrevet sejlede vi de sidste 8 timer på fuldstændig fladt vand, inden vi hejste det gule karantæneflag og droppede ankeret uden for hovedstaden Noumea. Mere end almindeligt glade for at være nået frem!
Ny Kaledonien var en blandet oplevelse. Ingen andre steder har vi oplevet, at kolonimagten har haft så dårlig en indflydelse på lokalsamfundet. Der var franskmænd over det hele, franske caféer, fransk butikker. Fransk luksus. Vi var faktisk i tvivl om, vi stadig var i Stillehavet – hvis det ikke lige var for lokalbefolkningen som sad apatisk rundt i byens parker uden noget meningsfyldt at tage sig til, for franskmændene har selvfølgelig også alle jobbene. Det er ikke en lykkelig situation. Men der er noget med nogen kostbare mineraler i undergrunden, som har fået Frankrig til at forhale tilbagetrækningen i over 40 år. Nu lader det til at ny kaledonerne endelig får afstemningen om selvstændighed i 2018, men man kan godt være i tvivl om de er i stand til at overtage et samfund, som de ikke selv har været med til at skabe.
Så da vi efter kun fire dage kunne se, at vejrvinduet til Australien så ud til at være nu, var vi ikke kede af at skulle afsted igen. Og heldigvis var vejrudsigten denne gang til at stole på, og vi havde en fin sidste passage på Stillehavet mod Southport. Vi havde hørt mange skræmmehistorier om de australske myndigheders hårdhændede håndtering af sejlbåde, som bliver splittet ad og undersøgt for alverdens ting. Men det var slet ikke vores oplevelse. Fire forskellige embedsmænd – inkl. ham der skulle undersøge om vi havde farlige insekter skjult i båden aka the worm guy – var ombord på båden, inden vi kunne blive sluppet løs i Australien, og alle var de søde og høflige og bød os velkommen. Så efter mere end 18.000 sømil (eller 33.000 km) tilbagelagt det sidste halvandet år tager vi nu et hvil og prøver at vænne os til ikke længere at være på ‘island time’. Det er lige til at blive stresset over! 😉
Gone Sailing 