En hyldest til Fransk Polynesien – og lidt om at være mæt af indtryk

Vores besøg i Fransk Polynesien er en fortælling om eksotiske øer med den smukkeste natur. Nogle høje og frodige med bjergtoppe, der når skyerne. Med palmelunde og regnskov, vandfald og et væld af tropiske blomster. Med en mytisk kultur, som gennemsyrer hele samfundet og hvor de hellige ruiner med Tikierne giver gåsehud på kroppen. Og hvor det sidste offer for kannibalisme mødte sin skæbne for kun lidt over hundrede år siden. Andre er sammensunkne og flade med enkelte palmetræer og lange hvide sandstrande. Atollerne, hvor livet er så simpelt, at de nærmeste naboer bor mere end 50 km væk. Hvor man på godt og ondt lever på naturens præmisser.

Og fælles for dem alle er havet. Det smukke blå hav, som kan antage alle nuancer af farven blå. Fra den mørke dybblå farve, som havet har når der er 5000 m dybt, til de lysende turkise og lyseblå nuancer, som vi har oplevet det i atollerne.

I Fransk Polynesien har vi vandret i dybe frodige dale, besteget bjergtoppe med udsigtspunkter, som har taget vejret fra os, badet i vandfald langt inde i regnskoven og besøgt hellige ruiner med en stemning, som har givet os kuldegysninger. Vi har svømmet dagen lang, wakeboard’et og snorklet i det reneste og mest fantastiske turkisblå vand og set flere farvestrålende fisk og hajer end nogensinde før. Vi har mødt de sødeste og smukkeste mennesker med blomster i håret og stammetatoveringer på hele kroppen. Vi har spist traditionelle polynesiske måltider i omgivelser vi aldrig havde drømt om – langt fra Alfarvej. Vi har set polyneserne danse og synge deres historie med palmeskørter og vuggende hofter ved den årlige festival Heiva. Vi har grillet skumfiduser på stranden med bålets og fuldmånens skær som eneste lys. Og meget, meget mere. Hver især har vi vores favoritsteder, men de forbliver en hemmelighed. Man skal selv ud og opleve det.

IMGP3291.JPG
Ludvig og Sebastian fra Slice of Life på vej mod vandet efter en 4-timers hike til vandfaldet – Daniel’s Bay, Nuku HIva, Marquesas

 

img_6132
De skønne blå farver og det skønne barn, Anna – Fakarava, Tuamotu-atollerne
img_6389
På vej mod ankerpladsen ved en motu (ø) i ringrevet. Mellem de to motuer gemte sig en koralhave med fantastisk snorkling under havoverfladen – Raiatea, Selskabsøerne
img_6460
Ludvig på en amerikansk kanon fra 2. verdenskrig – Bora Bora, Selskabsøerne

Og nu er vi på Bora Bora. Det, der for mange er en eksklusiv drømmedestination, er for os blevet en ventestation, hvor vi venter på det rigtige vejrvindue til at sejle videre. Vi kan ikke helt få øje på Bora Boras skønhed. Måske skyldes det, at øen er den mest turistede, hvilket har sat sit præg på lokalsamfundet. Måske skyldes det, at det regner og blæser. Eller måske skyldes det, at vi er mætte af indtryk. Midlertidigt i hvert fald. Vores ophold i Fransk Polynesien har opfyldt alt det, som vi tog afsted hjemmefra for at opleve. Og kigger vi i kalenderen bliver vi mindet om, at vi nu har været afsted i længere tid end vi har tilbage af turen. Og mange af vores milepæle på turen ligger bag os. Det føles som en skillevej. Og det er til tider en balance at se på den resterende del af turen som den anden halvdel og ikke begyndelsen til hjemturen. Måske en lidt forkælet tanke – og det er da også især os voksne, der har de tanker. Men selv efter et mere end et år ude skal vi stadig øve os i at være til stede i nuet. Børnene derimod er meget bedre til det med nuet og alt det der. De glæder sig til, at de en dag kommer hjem igen – og indtil da glæder de sig over at være afsted. De nyder friheden, vandet, naturen og de mange venskaber, som de har knyttet på tværs af alder og sprog.

I morgen sejler vi videre. Væk fra Fransk Polynesien og mod nye eventyr. Mod Tonga. Måske er vi så heldige, at vi får lov at svømme med de store hvaler i Tongas farvande inden de migrerer for sæsonen. Jeg glæder mig til at komme ud på havet igen, hvor alle vores indtryk og oplevelser kan bundfælde sig inden nye eventyr venter. Og vi ved det jo godt. Hold k…, hvor er vi heldige 🙂

P.S. Til sådan en hyldest skulle jo høre en masse fine billeder, men forbindelsen er for dårlig til at vi kan uploade dem… 😉


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s