Status fra cyklonernes holdeplads

Og utålmodighedens. Og en lille smule kedsomhedens… Ja, sådan er det åbenbart også at være langturssejler. Nogen gange vil man bare gerne alt andet end at sejle. Og lige nu vil vi allerhelst bare gerne sejle. Men det kan vi ikke. Cyklonen Iris, som er genopstået og lige nu er en kategori 2 cyklon, hygger sig langs Queenslands centrale kyst – ikke langt fra, hvor vi befinder os. Og selv om det lige nu ser ud som om, at den er ved at miste pusten og kun vil være et tropisk lavtryk inden den eventuelt rammer kysten, så betyder det at al sejlads for vores vedkommende (selvfølgelig) er indstillet.

IDQ65001
Statusbillede af cyklonen Iris’ retning, som det ser ud i dag kl. 11 om formiddagen. Vi er lige uden for kortet nederst. 

Før Iris var det cyklonen Linda, som truede med at gå i land langs Queensland guldkyst tilbage i marts. Også den nåede at tabe pusten, og var således kun et tropisk lavtryk, da den skabte ‘hazardous surfs’ og oversvømmelser. Men inden da havde også den været en kategori 2 cyklon, og det gav os et nervepirrende halvt døgn til søs, da den pludselig ændrede bane mod vores destination. For med modstrøm så stærk, som vi aldrig har prøvet før, gik vi for fulde sejl OG motor kun 2,5 knob i timen (hvad der svarer til hvor langt man kan gå i timen i normalt tempo), og vores beregninger viste, at vi ville være fremme ved Goldcoast Seaway – den meget smalle menneskeskabte sejlrende, som vi skulle igennem for at komme i sikker havn – ca. samtidig med Linda. Det havde vi ikke megen lyst til… men omvendt havde vi heller ikke lyst til at vende om – og der er langt mellem marinaerne på strækningen mellem Sydney og Brisbane. Det forholder sig nemlig sådan, at vores forsikring dikterer, at vi ved navngivne cykloner i vores område, skal ligge enten i marina, ved en godkendt fortøjringsbøje eller være til havs. Og den sidste valgmulighed er ligesom ikke en option.

Derfor endte det med, at vi sejlede ind på 30 meter-kurven meget tæt på land, og så slap strømmen os, så vi igen fik ordentlig fart i båden. Til gengæld gjorde dønningerne deres til, at det ikke var særlig behagelig sejlads. Men den slags bekvemmeligheder kommer i sidste række i sådan en situation, og vi var fremme ved sejlrenden omkring kl. 22 om aftenen. Normalt plejer vi at beregne indsejling sådan et sted alt efter, hvornår der er ‘slack’ i tidevandet eller lidt indgående strøm. ‘Slack’ er den periode, hvor der ikke er ind- eller udgående strøm som kan gøre indsejlingen til en hårrejsende oplevelse med bølger der rejser sig stejlt mod vinden, fordi vandet skal presses ind over et lavt område. Men da vi ankom var der ca. 3 timer til næste slack, og med Linda i nakken valgte vi at sejle ind alligevel. Så med fuld koncentration og tungen lige i munden gik det fint og omkring midnat var vi trygt fortøjret i en marina. Næste morgen kom en racerbåd ind i marinaen – de havde haft en knap så let indsejling som os. Vind og bølger var taget så meget til i styrke gennem natten, at de var surfet nærmest sidelæns gennem sejlrenden og to gange havde en kæmpe bølge slået båden omkuld. Ombord var to våde, trætte og lidt rystede ellers garvede sejlere, som havde håndstyret hele vejen fra Tasmanien.

img_9024
Tilbageblik til marts og en periode med bedre vejrforhold, hvor børnene kunne slænge sig på fordækket på vej mod Moreton Island i baggrunden

Men tilbage til nu – til Bundaberg, eller blandt australiere kaldet Bundy, hvor vi på grund af Iris har haft tvungent ophold de sidste 10 dage. Bundaberg er nok mest kendt for sine læskedrikke af samme navn, og vi har selvfølgelig prøvesmagt dem alle på byens bryggeri. Børnene er vilde med alle de tropiske smage, mens min og Kaptajnens personlige favorit er deres limonade. Derudover har vi besøgt byens botaniske have, centret for havskildpadder (som var lukket for sæsonen), mini-zooen og det lokale udendørs svømmebad – og nu kan der snart heller ikke trækkes flere oplevelser ud af Bundaberg.

img_9062
Bundaberg centrum

Things to do in Bundaberg – stranden hvor tusindvis af nyudklækkede havskildpaddeunger hvert år vralter mod vandet, Ludvig i botanisk have, Anna og Ludvig som sodavandsbobler og Bundys svømmebad

Så mens vi venter på at Iris pakker sammen for denne gang, bliver det nok til en tur mere i svømmebadet. For ikke kun cyklonerne udgør en fare i denne del af landet. Næh, nu er det også farligt at bade, og vi skal pludselig forholde os til saltvandskrokodiller, livsfarlige gopler og 16 forskellige hajarter. Dingoerne til lands har vi stadig lidt svært ved at være bange for. De ser så nuttede ud, at man har lyst til at kramme dem, men de fleste kender nok dingoens rygte. Dingoer var også en af årsagerne til at vi helt bogstaveligt kun opholdt os 5 minutter på den øde del af Fraser Island, hvor turisterne ikke kommer. Dingoer og så saltvandskrokodiller. For efter at have fortøjret gummibåden, blev vi mødt af to skilte som advarede os mod lige netop dingoer og saltvandskrokodiller. Og selv om Ludvig var helt klar på at gå på opdagelse bevæbnet med et par kæppe, besluttede den mere modne del af besætningen at vi fortrak tilbage til Freja – efter grundigt at have tjekket, at ingen krokodiller havde sneget sig ind på gummibåden i mellemtiden. Endnu har vi til gode at se en krokodille i naturen her i Australien, selv om ungerne har tilbragt flere aftener på dækket og lyst mod flodbredden med lommelygter. Det er da også først lidt længere nordpå, at de ‘rigtig’ lever.

img_9032

Gary’s anchorage ved Fraser Island – det ser fredfyldt ud,
men farligere sted har vi næppe været endnu på turen 😉

For os betyder de mange cykloner i år, at vi desværre går glip af en masse fantastiske oplevelser undervejs op langs kysten. Vi når ikke Lady Musgrave Island, som skulle byde på helt fantastisk snorkling. Og vi når nok heller ikke at gøre ophold ved Whitsunday Islands eller Great Barrier Reef. Som det ser ud lige nu, håber vi at kunne sejle strækningen på omkring 1800 sømil fra Bundaberg til Darwin med kun to stop undervejs i Cairns og på Thursday Island. I Darwin skal vi søge om indonesisk visum og tjekke ud af Australien. Og med et australsk visum, der udløber midt i maj, har vi helt automatisk en bagkant, som skal nåes. Men alt i alt er det jo luksusproblemer i forhold til de mange mennesker, som hvert år berøres i større eller mindre grad af elementernes rasen.

Stemnningsbilleder fra vores mange solnedgange i Bundaberg

 


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s