Gone Sailing

På den virkelig gode måde! Her er smukke kyststrækninger med rå klipper formet af vinden og havet, de skønneste naturhavne med vildtvoksende skråninger og hyggelige små bakkede landsbyer med hvide og pastelfarvede huse, som jeg ellers forbinder med Sydfrankrig. Her er borgruiner og kirker fra 1400-tallet side om side med lækre butikker, små hyggelige barer og restauranter. Der er gourmetmad og slowfood, og det er så langt fra en bakke fedtet fish n’ chips som man kan komme. Ikke at vi har smagt det – gourmetmaden altså – det holder sejlerbudgettet ikke til 😉 Især Salcombe (eller saltbombe som Anna kalder det) er et besøg værd, men også Fowey og Dartmouth kan anbefales, hvis man skal spendere nogle dage i det Sydengelske.

Egentlig var planen, at vi bare skulle hurtigst muligt sydpå og vente på det rette vejrvindue over Biscayen. Vi havde jo en hård tur fra Dover til Brighton, hvor vi sejlede på forkanten af det lavtryk som blæste os inde i Brighton i 3 dage. Men før vi kunne sejle helt sydpå skulle vi først til Southampton og hente vores nye redningsflåde. Her havnede vi helt uvidende midt i Cowes Sailing Week, som er den vigtigste og største sejladsuge i England på hele året. Men det forklarer jo så, hvorfor vi synes at der var lige lovlig mange både på vandet omkring Isle of Wight. Og hvorfor det var lige lovligt dyrt for havnebilletten… Hvilket i øvrigt blev helt opvejet af, at vi der fik besøg af nogle af vores yndlingsmennesker 🙂

Sejladsmæssigt har den engelske kyst budt på nogle udfordringer, og vi har følt os ramt af konstant modvind. Hvis vi skulle sejle som vinden blæste, var vi endt i Nordnorge et sted. Men vi har også været så heldige at få følgeskab af delfiner flere gange, og der er intet der kan løfte stemningen efter 10 timer på kryds i 12 m/s modvind som en flok delfiner der legesygt svømmer langs båden. Nogle glemmer helt at de er søsyge, og andre må sætte ord på oplevelsen og formulere det så fint som Ludvigs ‘jeg ryster af glæde’. Så er det svært ikke at føle sig lidt heldig! I bar iver over endelig at se de der delfiner nåede de voksne slet ikke at finde kameraet frem, men teenageren var på pletten med sit GoPro kamera, så forhåbentlig kan vi snart poste en lille video af delfinerne.

Men det der også har været så fedt ved vores tur ned langs Englands kyst er, at vi for første gang oplever noget af den følelse af at have tid, som vi alle har længtes efter. Nu er det pludselig ikke kun transportsejlads, men skønne dage på vandet kombineret med fine ankerpladser og muligheden for at komme i land og gå på byvandring i små snørklede gader. Ungerne har fået opfyldt deres længsel efter at kunne drøne rundt i gummibåden, og den selvudnævnte gummibådskaptajn aka teenageren er i sit es – han er kun ‘en lille smule’ slukøret over at alle de andres gummibåde har flere hestekræfter end vores. Han kører derfor dagligt forsøg med vægtfordelingen af den øvrige familie i gummibåden for at se om han på den måde kan tvinge den op i fart. Desværre for ham er der skidt i karburatoren og måske har den rigtige kaptajn blandet lidt for meget motorolie i benzinen, hvilket ikke ligefrem har hjulpet på ydeevnen…

Undervejs har vi selvfølgelig også haft skole hver dag, men det kommer der mere om snart.

Nu er vi i Falmouth på 7. døgn, hvilket er lidt længere end oprindelig tiltænkt. Men vi har brugt tiden godt på bådforbedringer, udflugter og skole. Og nu vil vi gerne snart videre. Og hvis vi er heldige og vindguderne er med os, ser det ud til at vi endelig kan sejle afsted mod La Coruna i Spanien tirsdag morgen. Forude venter Biscayen, som vist er mere berygtet end berømt. Jeg glæder mig til at opleve den tur, og også lidt til at den er (vel)overstået 🙂