Gone Sailing

Efter sidste blogindlæg, hvor jeg skrev om at være midlertidigt mæt af indtryk og samtidig have en lidt panikagtig følelse af at eventyret lakkede mod enden, har vi tænkt og talt meget. For egentlig har den overordnede plan længe (siden vores Atlanterhavskryds) været, at vi ville sælge Freja i Australien – og det betød jo, at eventyret kunne slutte et halvt år før tid. Den plan er nu skrottet, og det er en beslutning som er til stor glæde for os alle fem, men vi mangler stadig en færdig plan for hvad der så skal ske, for vi kan ikke nå helt tilbage til Danmark på de resterende 8 måneder – der er stadig en cyklonsæson at tage højde for i planlægningen af sejlruten. Jeg vil dog gerne med det samme berolige familie, venner og chefer – vi kommer stadig hjem i sommeren 2018. Også selv om kaptajnen og jeg begge får lidt åndenød ved tanken om, at der kun er 8 måneder til hverdagen igen banker på 😉 Men alt det vender vi tilbage til…

Lige nu skal det handle om Fiji. Vi er nemlig fuldstændig overvældede over Fiji generelt. Alle er søde, imødekommende og hjælpsomme, og overalt bliver vi mødt med et højt ‘BULA’, som betyder ‘hej’ på fijiansk. Næsten halvdelen af lokalbefolkningen stammer fra Indien, og mange steder i byerne er det nærmest som at være i lille Indien, og vores sanser bliver blæst bagover af farvestrålende sarier, lugten af krydderier og den højlydte Bollywood-musik. Der er gang i den, men det er på den gode og lidt crazy måde 🙂

Også varmen er helt og aldeles overvældende, og vi har ikke svedt så meget siden Sydamerika. Eller som vores lokale taxi-chauffør siger: ‘the sun is very happy in Fiji’ 🙂 Det gør det selvfølgelig ikke mindre varmt, at vi stadig er på værft, hvilket ikke helt var planen. Faktisk skulle vi have været godt undervejs mod Ny Kaledonien nu, for på onsdag starter den tropiske cyklonsæson i det sydlige Stillehav, hvor vi jo er. Men omstændighederne ville det anderledes, for da Freja blev løftet ud af vandet viste det sig, at der var en lille revne i samlingen mellem køl og skrog bagerst som skulle fikses – udover det planlagte arbejde med nye rorlejer og ny bundmaling. Heldigvis for vores efterhånden ret slunkne pengebeholdning er både værftsophold og arbejdskraft billigt i Fiji, og det faktum fik kaptajnen til at få lyst til også at lave en ny skroggennemføring og installere en søventil i håb om at kunne få bedre gang i vores watermaker, som vi stadig ikke er de bedste venner med. Men da bådkranen løftede Freja efter endt arbejde for at sætte hende tilbage i hendes rette element, kom revnen ved kølen igen og Freja måtte retur i stativet på landjorden. Og selv om der er mere gang i Fiji end hvad generelt er tilfældet på Stillehavsøerne, er vi stadig på ‘island-time’, hvilket betød at vi måtte vente et par dage på, at der kom en kyndig for at stramme en kølbolt og udbedre revnen igen, så vi kunne gøre endnu et forsøg på at komme retur i vandet. Det gik alt sammen fint – lige indtil Freja rent faktisk lå i vandet, for den netop installerede søventil viste sig at være utæt og vi tog vand ind. Inden vi fik set os om, kørte kranen igen afsted med Freja på vej tilbage til stativet på land, og der var ikke andet at gøre end at trække vejret dybt og værdsætte, at problemet viste sig nu og ikke langt ude på havet. Her til eftermiddag var utætheden fikset, og vi gjorde endnu et nyt forsøg på igen at få vand under kølen, og heldigvis var tredje gang åbenbart lykkens gang. Vi krydser fingre for, at vi stadig flyder i morgen tidlig.

Vores lange værftsophold har betydet, at vi ikke har haft tid til at cruise rundt i Fiji, som faktisk består af hele 330 øer. Mere end nok til flere sejlsæsoner, og kaptajnen og jeg er enige om at vi ikke er færdige med Fiji. Når vi en gang i fremtiden skal på vores ‘voksentur’, skal vi helt sikkert tilbage til Fiji. Men heldigvis har vi alligevel haft tid til lidt sightseeing på hovedøen Fiti Levu, og vi har både været på vandretur til endnu et vandfald i selskab med nye venner og udforsket ‘the coral coast’ i bil og lokalbus.

 

 

Og så har vi nydt den ro og tilbagelænethed, der opstår, når vi ved at vi skal opholde os samme sted i lidt længere tid end et par dage. Og børnene har nydt friheden i at kunne komme af båden når de vil, de mange nye børnebekendtskaber i marinaen og at klasseværelset har været rykket fra båden ud i naturen. Udsigten fejler i hvert fald ikke noget, og faktisk har de nye rammer haft en positiv indvirkning på koncentrationen.

Og til de af jer, der er på eller planlægger langtur, kan vi helt sikkert anbefale Vuda marina og værft til opbevaring af båden i cyklonsæsonen. Det er et superhyggeligt sted!

 

Fordi båden ikke var sejlklar i fredags, har vi desværre misset et godt vejrvindue til Ny Kaledonien; en tur på omkring 750 sømil eller 6 dage. Det giver os heldigvis en god undskyldning til at blive hængende her i marinaen lidt længere, mens vi venter på  næste vejrvindue. Vi er generelt meget konservative med vejrudsigten, og sejler aldrig ud hvis vi kan se at der er dårligt vejr på vej. Og nu hvor cyklonsæsonen står for døren, er der desto mere grund til at holde et vågent øje med hvordan eventuelle lavtryk i området udvikler sig inden vi sejler afsted. Selv om vi godt ved, at vi kan blive overraskede undervejs. Fra Ny Kaledonien sejler vi de sidste 800 sømil med kurs mod Brisbane i Australien. Og fra Brisbane er der 450 kystnære sømil til Sydney, hvor vi endelig kan krybe i cyklon-hi og glæde os til gensyn med gode venner og bedsteforældre.