Gone Sailing

De fleste sejlere vil formentlig hellere sejle for sejl end for motor, og inden vi sejlede afsted hjemmefra forestillede vi os, at vores CO2-aftryk på rejsen ville været meget grønt. Vi skulle sejle ved hjælp af vinden og generere strøm ved hjælp af solen… Vi blev dog meget hurtigt klogere, for med modvind fra Tyskland til Sydengland sejlede vi virkelig meget for motor, og som vi på et tidspunkt skrev på bloggen ville vi være endt i Nordnorge i stedet for Sydengland, hvis vi skulle sejle som vinden blæste. Vores gode venner ombord på Gorm den Gamle, som på samme tidspunkt som os sejlede næsten samme rute, beregnede på et tidspunkt i Spanien, at de havde sejlet for motor næsten 70% af tiden siden deres afsejling fra Bornholm, så det gjorde sig nok også gældende for os. Hverken særlig grønt eller CO2-neutralt! Heldigvis ændrede det sig i takt med at vi kom længere sydpå, og siden vi sejlede fra Tenerife har vi ikke savnet vind at sejle på – selv om vi da har haft et par meget vindstille døgn på Stillehavet et sted mellem Bora Bora og Tonga. Men nu hvor vi er kommet til Indonesien, er det som om at vinden driller os igen, for her er virkelig ikke meget vind at sejle på. Det skyldes jo nok, at vi igen nærmer os ækvator og dermed det vindstille doldrumbælte, men det tæller ned i vores CO2-regnskab, at vi har måtte sejle for motor de sidste 1000 sømil. Dog er vores forbrug af motoren som drivkraft stadig væsentligt bedre end det var tilbage i Europa, og vores beregning viser at ud af de cirka 6000 (!) timer vi har sejlet, har vi sejlet for motor ca. 25% af tiden.

Det lyder måske stadig af meget, men faktisk har vi på de lange oceanstræk haft så god vind, at vi kun har kørt motoren en times tid om dagen for at lade batterierne, som forsyner båden med strøm til bl.a. instrumenter, autopilot og køleskab. Vi genererer nemlig det meste af vores strøm fra vores solcelle-paneler, men på de lange ture, hvor autopiloten styrer mere end vi selv gør, bruger vi mere energi end vi kan producere – og derfor må vi tage motoren til hjælp en gang imellem. Og så er der alle de gange, hvor vi har sejlet for langsomt til børnenes temperament og er blevet plaget om at starte motoren 😉 De har i hvert fald ikke problemer med hovedregning, når de skal udregne hvor mange timer det tager at sejle X antal sømil alt efter hvor mange knob vi sejler i timen…

Kaptajnen er det meste af tiden tilfreds med sine energiløsninger, mens han de få gange vi har haft overskyet flere dage i træk har ønsket, at vi havde en vandgenerator – en slags vindmølle i vand. Til gengæld er vi glade for, at vi valgte ikke at installere en rigtig vindmølle, for de larmer. Bådens eget energikredsløb har også været et glimrende udgangspunkt for at lære om energikilder og strøm i naturfag i bådskolen, og for at supplere med teoretisk viden har vi brugt vores undervisningsmateriale Xplore fra GO Forlag, som behandler emnerne om energi og strøm på flere niveauer, så alle ombord kan være med.

Et andet tilbagevendende emne i bådskolen er affald. Måske hverken særlig appetitligt eller eksotisk, men til gengæld vigtigt. Og som langturssejler er det et emne, som kommer til at fylde en del, når man gerne vil bortskaffe sit affald på en bæredygtig måde. Ned langs Europas kyst er det ikke noget problem, men vi skulle ikke længere væk end til nogle af de caribiske øer, før end vi måtte kigge langt efter en skraldespand. Vores erfaring er, at de franske øer i Caribien og Stillehavet har både affaldssortering og genbrugsordninger – og der er stort set altid en affaldscontainer i nærheden af selv den mest øde ankerplads. Resten af øernes affaldssystemer er mere uigennemskuelige, og kan være alt fra en central losseplads til at den enkelte selv skal afbrænde sit affald. Det betyder desværre, at vi har set rigtig meget skrald i naturen undervejs. Og helt chokerende har det været at opleve den mængde af plastik, der skyller i land på de vindvendte kyster overalt, hvor vi har været. I Panama oplevede vi en hel plastikbræmme af affald i et strømbælte ud for Panamas kyst, og selv om vi ikke så flere affaldsøer til havs gennem Stillehavet, hænger det nok mest sammen med at havstrømmene har bragt det andre steder hen end i nærheden af hvor vi sejlede. Nu, hvor vi er kommet til Indonesien, ser vi rigtig meget affald både når vi sejler, når vi snorkler på ellers fine og levende koralrev og når vi bader fra de mange strande. Hjerteskærende er det også at se små børn bade langs en havnemole i en sø af plastik.

Men hvad gør vi så selv med vores affald? Der findes nogle generelle maritime regler på området for bortskaffelse af affald når man er mere end 12 sømil fra land. Vi besluttede ret hurtigt på turen, at de regler ikke skulle gælde ombord på Freja. Det lyder helligt, men for os føles det forkert at vi med den ene hånd lærer børnene at de ikke må kaste skrald i naturen, og med den anden hånd kaster en konservesdåse overbord; også selv om vi befinder os mere end 12 sømil fra land. Så sejler vi hellere rundt med store lugtende affaldsposer i mange dage indtil vi kan bortskaffe det ordentligt. Eller går flere kilometer med affaldssække i håb om at lokalisere en skraldespand, selv om det nogen gange føles nytteløst for det er uvist hvor skraldet egentlig havner henne. For eksempel er der på Galapagos-øerne affaldssortering af plast, papir, organisk og andet affald, men desværre mest for syns skyld, for når skraldevognen kommer og tømmer skraldespandene bliver det hele blandet sammen igen.

For at forebygge vores affaldsophobning når vi er undervejs på de lange stræk, prøver vi at skille os af med så meget emballage som muligt de samme steder, som vi provianterer, for i de større byer er det typisk nemmere at komme af med skrald på en ordentlig måde.

Egentlig har det slet ikke været nødvendigt at undervise børnene i affaldsproblematikken. De har jo set med egne øjne, hvad der sker både på lokalt og globalt plan, hvis man ikke gør noget for at stoppe problemerne. På Tonga var vi til foredrag om plastikforurening i Stillehavet. En forskergruppe havde på Marquesas-øerne i Fransk Polynesien fået lov til gennem nogle uger at teste maveindholdet på alle de fisk, som de lokale fiskere fangede og solgte på markedet. De fandt mikroplast i ALLE fiskene. Virkelig tankevækkende, for det er en øgruppe, som stadig er relativ isoleret uden noget særlig turisme. Vi hørte også hvad den lokale græsrodsorganisation på Tonga (startet af en amerikaner) gør for at oplyse befolkningen om vigtigheden af at beskytte og bevare økosystemerne på lokalt plan. Børnene (og de voksne) gik derfra med den meget vigtige pointe, at selv små skridt er store og at vi alle er nødt til at ændre vores plastikadfærd. Der findes så mange gode og vigtige initiativer – også her i Indonesien, hvor der i den grad er brug for oplysning og handling.

Med udgangspunkt i vores oplevelser jorden rundt og Xplore-bøgernes emner om affald og bæredygtighed, har vi haft mange drøftelser om affald og plastikforbrug i vores moderne samfund. Børnenes abstraktionsniveau er steget i takt med at vi har flyttet os længere væk fra vores egen del af verden og har oplevet så mange andre måder at leve på, og det skulle ikke undre mig, om vi har en miljøaktivist eller tre med hjem, så nu er de nærmeste advaret 😉

Materialet fra GO Forlag er sponsoreret.