Gone Sailing

Jeg havde egentlig forberedt et langt indlæg om vores mange oplevelser i Indonesien, men inden jeg nåede at få oploadet billeder til det gik Kaptajnens mobil desværre død og dermed forsvandt de fleste af vores billeder fra turen. Måske et nyt batteri kan få liv i den igen, håber vi… Desværre må I derfor næsten undvære billeder denne gang.

Men altså, vores møde med Indonesien har på mange måder været en hæsblæsende oplevelse. Indoneserne er et venligt folkefærd, og overalt bliver vi mødt med smil og vinken. Nogle af de steder vi har været, ser de kun udlændinge, hvis der kommer en sejlbåd forbi – og deres nysgerrighed er derfor stor, når vi kommer med tre lyshårede børn. Ofte har vi en hel hale af lokale børn efter os, som grinende og pegende kalder os ‘bule’, hvilket betyder noget i retning af ‘hvid mand’. Eller de sejler os i møde i deres små kanoer, og hænger fast på rælingen af Freja inden vi så meget som har kastet ankeret. Ingen kan tale engelsk, men vi giver dem kuglepenne og kladdehæfter og lidt af børnenes aflagte tøj, og det er ikke nødvendigt med ord når man oplever deres glæde ved disse ‘fine’ gaver. I de større byer er de fuldstændig ublu i deres brug af mobilkameraer, og overalt bliver vi stoppet for at de kan tage selfies med os, som straks bliver smækket på sociale medier. Vi oplever også tit at blive videofilmet, når vi handler ind. Måske lyder det lidt grænseoverskridende, men børnene tager det som regel pænt og om ikke andet, så giver det anledning til nogle gode snakke om det med at tage billeder af andre og dele dem. Indonesien er i det hele taget fyldt med kontraster. Nogle steder bor de i traditionelle fiskerhuse på stolper med høns og geder omkring sig, mens vi andre steder har oplevet en enorm rigdom og overflod. Indonesien er også verdens største muslimske land, og det sætter sit præg på gadebilledet – og lydbilledet. Især under Ramadanen har minareterne dannet soundtracket til vores oplevelser, og det har været spændende at få et indblik i deres liv under Ramadanen og til de efterfølgende Eid-festligheder.

Ingen af os har tidligere rejst i Indonesien, og derfor vidste vi heller ikke helt hvad vi skulle forvente. Kun Kaptajnen havde fra sin læsning af Kløvedals bøger fra området ret høje forventninger. Og det var jo ikke helt til at vide om de ville blive gjort til skamme. Heldigvis har alle de store oplevelser, som var tilbage på bucket-listen, levet helt op til forventningerne. Både vores besøg i Komodo-nationalparken, hvor vi fik set hele 5 Komodovaraner og vores besøg i Borneos jungle, hvor vi så 24 vilde orangutanger på 2 dage. Det sidste var en helt ekstraordinær oplevelse, hvor vi sejlede rundt og overnattede på en flodbåd inde i junglen og besøgte nogle af de foderstationer, som orangutangerne kommer til. For nok er de vilde dyr, men ikke alle kan klare sig selv. Nogle har mistet deres mor og derfor aldrig lært at skaffe sig føde selv og nogle har været sårede og er hjulpet videre til at kunne leve et anstændigt liv. Den store synder her er produktionen af palmeolie, og helt i tråd med kontrasterne i resten af landet lå nationalparken på den ene side af floden og store palmeolie-plantager på den anden.

Fra vores ankomst i Timor til vi i morgen tjekker ud af Indonesien fra Batam 5 sømil syd for Singapore er der gået 2 måneder og omkring 1700 sømil. Vi har krydset Ækvator igen og er tilbage på den nordlige halvkugle. Denne gang med knap så meget fest og ballade over det som sidst, idet 4 ud af 5 besætningsmedlemmer var nede med feber og hoste, men vi fik da ofret vores sidste australske øl til Kong Neptun. Vi har fejret, at teenageren er fyldt 15 år – en længe ventet fødselsdag, som desværre blegnede lidt på grund af føromtalte feber. Og så har vi samlet minder, som skal leve videre – om ikke på kamerarullen (hvilket vi krydser fingre for at de gør!) – så i hvert fald på nethinden, når vi er hjemme igen.

For det er ikke til at komme udenom. Sangen om vores eventyr synger på sidste vers. Om knap 2 uger lander vi med et fly fra Singapore i Kastrup lufthavn. Inden da sejler vi båden til Malaysia, hvor den skal blive mens vi laver planer for, hvad der så skal ske. Forhåbentlig skal Freja ud på nye eventyr snart, men én ting er sikkert. Det bliver ikke med os ombord. Selv om Kaptajnen nok helst ville sejle videre, er vi på mange måder mættet af oplevelser, og især de 2 store børn er klar til at komme hjem og tage hul på teenage-livet. Og vi er klar til at sende dem ud i det. Så nu skal vi hjem til hverdagen. Der er heldigvis styr på de fleste ting omkring vores hjemvenden. Vi har fundet et dejligt sted at bo, der er en ny skole klar til at tage imod børnene og i hvert fald en af de voksne har et arbejde at komme hjem til. Så langt så godt!

Men det er selvfølgelig med blandede følelser, at vi flyver hjem. For hvor blev de sidste to år af? Der er SÅ mange ting, som vi kommer til at savne, at jeg slet ikke kan remse dem alle op her. Men personligt er der også nogle ting, jeg glæder mig til. Ikke noget særlig luksusagtigt – eller måske netop luksusagtigt, når man de sidste to år har boet på en båd 😉 For jeg glæder mig til træk-og-slip toilet! Og til at kunne tage bad oftere end hver 3. uge. Og til at kunne drikke vandet af hanen. Og så glæder jeg mig også vanvittig meget til at køkkenbordet og komfuret står stille og ikke bevæger sig eller slår flik-flak, mens jeg prøver at lave mad. Og til at spise en kost, der hovedsagelig består af andet end underlødig dåsemad, som vi får når vi sejler, netop fordi køkkenbordet står på hovedet – eller simpelthen fordi jeg er for søsyg til andet end at kaste et par dåser i en gryde og varme det. Og jeg glæder mig også til at små praktiske ting ikke længere skal tage en hel dag. Især det sidste er lidt sjovt, for jeg læste engang noget i retning af at en opgave tager den tid, man har til den. Så vi har i hvert fald opnået vores målsætning om at have tid. Tid nok! Tid til at være sammen hele tiden. Og efter mere end 2 år tæt sammen som familie 24 timer i døgnet, bliver det spændende, nervepirrende og måske også en lille smule dejligt, når vi alle igen skal stå på egne ben. Måske! Måske får jeg bare lyst til at tage børnene og Kaptajnen med på kontoret 😉