På vej mod Sydamerika

Vores sidste ø-stop i det østlige Caribien blev Grenada. Grenada er kendt for sine reggaebusser – små minibusser med nogle gigantiske højtaleranlæg, som brøler gangsta-rap oftere end reggae-musik ud i hovedet på passagererne. Her sidder man side om side med små børn, seje drenge og pæne ældre damer, som ikke fortrækker en mine til trods for de meget ekspressive musiktekster. Hovedbyen St. George er en rigtig by efter caribisk standard og meget fin. Endnu mere fin var marinaen. Der var både restauranter, barer og en pool man kunne smide sig i efter en lang og varm dag i byen. For ikke at tale om deres badeværelser, som var intet mindre end luksuriøse. Dér kunne jeg godt være flyttet ind en uges tid. Den sidste aften i marinaen fik vi oven i købet et sjældent og uventet besøg af en boa-slange, som havde forvildet sig ombord på Freja. For de af jer, der følger med på Facebook er det jo ikke en ny historie, men den er alligevel sjov. Først var der lidt hysteri i luften, for marinaens sikkerhedsvagter mente på det bestemteste, at den type slange ikke fandtes på Grenada, og at vi måtte have haft den med da vi kom (hvilket vi selvfølgelig heller ikke helt kunne udelukke). Det måtte i hvert fald være vores eget problem at komme af med den igen… Efter lidt googling fandt kaptajnen dog frem til, at der måtte være tale om en Grenadian Tree Boa, og så blev sikkerhedschefen ringet op igen og vagterne fik besked på at fjerne den. Herefter fulgte en ret komisk situation med tre granvoksne mænd, som prøvede at fange slangen i et apparat, som man normalt bruger til at opsamle skrald med. Det havde de ikke meget held med – mest fordi de var skræmt fra vid og sans af den nysgerrige slange. Det endte med, at kaptajnen tog en pind og fik slangen bugseret ned i vagternes medbragte beholder. For at være helt sikker på at slangen ikke slap ud igen, sluttede en af vagterne med at hoppe på låget af beholderen. Tilbage på broen stod tre unger, som samstemmende nægtede at sove deres skønhedssøvn på Freja før end kaptajnen havde gennemsøgt alle afkroge af skibet for flere slanger. Efter lidt palaver og dyneløfteri fortrak de alligevel til kahytterne, og vi har da heller ikke mødt flere blinde passagerer efterfølgende.


Efter det begivenhedsrige ophold i marinaen, var det tid til at komme ud på anker igen. Vi sejlede til Prickly Bay, hvor vores venner fra Saltshaker også befandt sig. Prickly Bay er et sjovt sted, og for mange både nærmest en slags endestation, hvor de bliver år efter år. Umiddelbart virkede stedet lidt affolket, men det var lige indtil vi fik tændt VHF’en og stillet ind på det lokale ’cruising net’, som finder sted hver morgen kl. 8.30. Der er dagsorden og ordstyrer, og en sværm af informationer. Min favorit var det punkt på dagsordenen, som bliver kaldt ‘treasures from the bilge’. Det kan nok bedst sidestilles med Den Blå Avis på radiofrekvens. Og hver dag sluttede den samme person af med at ønske alle med fødselsdag eller andre fejringsværdige begivenheder et stort tillykke. Super hyggeligt! I det hele taget var vores ophold i Prickly Bay superhyggeligt, og vi havde en uge, hvor vi aldrig så ungerne alene men altid i selskab med Daniel og Pace fra Saltshaker. Enten havde vi fem børn eller ingen børn ombord. Oftest var de engageret i et timelangt spil Matador – på engelsk. Med aftaleindgåelser, taktik, konflikthåndtering og matematik. En af dagene tog vi på bustur rundt på øen og fik både badet i vandfald og besøgt Grenadas ældste romdestilleri, hvor de stadig efter 200 år producerede al rom ved håndkraft. Et socialt engagement for en del af øens mange ufaglærte. Som vores guide og chauffør på turen havde vi en ældre herre, som skulle vise sig at være nærmest alvidende udi Grenadas fauna. Undervejs på turen stoppede vi ca. hvert 3 minut for at han kunne vise os en ny blomst/frugt/plante… I starten var det meget eksotisk, men efter 8 stive timer i en minibus kneb det alligevel lidt med børnenes (og de voksnes) lyst til at lære mere om fauna. Og 5 unger i en 40 grader varm minibus i 8 timer er måske lige optimistisk nok. Godt vi ikke skulle quizzes i vores nye viden ved turens afslutning!

img_3925

img_3901
Ludvig og Pace spiller frisbee med et par seje drenge

Mens vi var på Grenada drøftede vi en del, hvordan vi skulle fortsætte turen mod Sydamerika. Vi skulle forbi Venezuelas kyst i tilpas sikkerhedsafstand fra fastlandet, som beskrives som usikkert (for at sige det mildt). På vej mod ABC-øerne ville vi gerne gøre stop ved ø-gruppen Los Roques, som ligger i tilpas afstand fra Venezuelas fastland, men vi var alligevel lidt tøvende ved det. I sidste ende blev det vejrudsigten, der afgjorde det. Der var stormvarsel i farvandet ud for Venezuelas kyst, så vores afgang mod Bonaire blev udskudt nogle dage, og da vi havde lovet Ludvig at være i land på hans fødselsdag, valgte vi at sejle direkte fra Grenada til Bonaire. Ludvig havde jo oplevet på Atlanten, hvordan der også kunne blive fejret fødselsdag, og det skulle han ikke nyde noget af. Så efter 3 døgn og 17 timer ankom vi til Bonaire dagen før hans fødselsdag og blev modtaget af flyvende flamingoer og vilde leguaner, som gik frit omkring. Næste morgen blev Ludvig fejret med sang og gaver og hjemmelavede kanelsnegle og en tur til Bonaires nationalpark. Vi lejede en pick-up, og lod børnene sidde på ladet og kørte rundt i det mest sælsomme månelandskab med kaktus, vindhekse, flamingoer, leguaner, papegøjer og andre eksotiske skabninger. Vandet på Bonaire har de mest fantastiske farver, og man kan bruge mange dage på at begejstres over farveskalaen.

Snorklingen er noget af de bedste vi har oplevet, og kan kun sammenlignes med revet i Tobago Cays. Men her skulle vi ikke ud på et rev, men kunne nøjes med at hoppe i vandet fra båden og snorkle. For at beskytte koralrevene langs kysten er det forbudt at kaste anker langs Bonaires kyst. I stedet er der etableret bøjer ved Bonaires mere end 70 afmærkede snorkel- og dykkersteder, som man kan fortøjre sin gummibåd til.

Bonaire er helt anderledes end de caribiske øer, som vi har besøgt. Vi følte os meget mere i Latinamerika end i Caribien. Og det var en god forandring! Vi blev en uge på Bonaire, og kunne sagtens være blevet meget længere, men ville også gerne besøge Curacao. Efter Bonaire var Curacao dog lidt en skuffelse, bortset fra den bevaringsværdige hovedby Willemstadt, som mindede en del om det gamle København med Nyhavn. Bare varmere! Men som vi så ofte før har oplevet, er det nogen gange svært at være efterfølgeren til et sted vi har været rigtig begejstrede for, og det var lidt det samme med Curacao. Vi valgte derfor at springe Aruba helt over og i stedet sejle direkte mod Colombia. Nu var det tid til at få et kontinent under fødderne igen – og kunne fejre endnu en milepæl, endnu et kontinent. Og som det jo var tydeligt i dette indlæg, havde vi (jeg) en fantastisk sejlads fra Curacao til Colombia.


One thought on “På vej mod Sydamerika

  1. Kobberbryllup, tenke seg det føles ikke så lenge siden vi hygget oss i kirken og i gården, kake og musikk… gratulerer masse.
    Riktig herlig å lese dine betraktninger og høre om opplevelsene, takk for det og god tur videre (høydeopplevelser her må være kirsebærtrærne som blomstrer rundt omkring, alt annet som pipler frem fra jorden og det faktum at det er helg :))
    Stor klem fra Merete

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s