Gone Sailing

Ok, jeg indrømmer – jeg var totalt på piller, da den tanke slog ned i mig på vej fra Curacao til Cartagena i Colombia. Altså søsygepiller. Som i et nyt mærke og et nyt aktivstof, som ikke var prøvet før og som viste sig at være alt det jeg har ledt efter. For nu var det pludselig mig, der havde overskud til at tage mig af familien. Mig, der kunne lave mad OG vaske op nede om læ. Mig, der igen kunne drikke kaffe under sejladsen. Mig, der læste en hel bog på de 3 dage turen varede. Mig, der ikke længere var bekymret for, om jeg ville besvime af udmattelse midt i havnemanøvren. Jeg havde 78 fantastiske timer til havs i et farvand, som ellers er kendt for at kunne vise tænder. Turen rundt om det nordvestlige colombianske hjørne er berygtet blandt sejlere, men vores valg af vejrvindue viste sig at være optimalt, og vi fik kun 5 timer med hårdt vejr den sidste nat. Og eftersom de 5 timer faldt mest i kaptajnens vagt, opdagede jeg det nærmest ikke. Eller måske var det fordi kaptajnen er gjort af et ganske særligt stof og blev på vagten til det værste var overstået. Uanset er denne passage på 450 sømil den bedste sejlads jeg har oplevet siden vi tog turen fra Madeira til Tenerife (hvor jeg jo var høj på søsygeplastre, som jeg desværre efterfølgende har udviklet en nultolerance overfor).

Det jeg elsker allermest ved at sejle, uanset om jeg er søsyg eller ej, er den ro der indfinder sig hos alle ombord. Om det bare er en dagssejlads eller om det er en passage af flere dages varighed, har børnene vænnet sig til at det går langsomt. Vi læser, ser film og ser ud over havet. Fordøjer alle de mange indtryk og oplevelser vi har fået på land. Taler om oplevelser vi har haft og mennesker vi har mødt. Eller lader tankerne flyve. Man kan nå at tænke mange tanker derude på havet. Og have mange samtaler om det som er vigtigt. Men der er en grad af ensomhed i det – bortset fra at vi jo ikke er ensomme, for vi har hinanden. Måske er det mere en snert af at være helt alene – for det opleves uvilkårligt som at være alene i verden, når man i flere døgn sejler afsted uden at se andre både.

Aftenerne til søs er melankolske. Når den ene smukke solnedgang efter den anden konkurrerer om titlen som ‘den smukkeste vi har set’. Når himmelrummet lukker sig om havet og gør himmel og hav til ét. Uden horisont. Men med en stjernehimmel så dyb, at man næsten tror på at universet er uendeligt, og verden føles meget stor. Det er en magisk oplevelse. Og i måneløse nætter kan det føles som om mørket vil vare for evigt, lige indtil solens første stråler tænder lys i skydækkets sprækker og vi igen kan se horisonten. Horisonten som uanset hvor fjern eller sløret den måtte forekomme, altid kan indhentes.

Daggry er mit yndlingstidspunkt på dagen. Og når dagen gryer (eller lidt senere), kommer menneskebørnene væltende ud af deres kahytter og kræver mad. Og så ser jeg på dem, på kaptajnen og på mig selv og tænker, at vi er kommet en lang vej siden vi forlod København. Men nærmest endnu længere siden vi anduvede Barbados. Jeg er glad for, at vi valgte at fortsætte. At vi turde vælge at fortsætte eventyret, da jeg var allermest træt af at sejle. Men mest af alt er jeg glad for, at jeg har (gen-)opdaget at jeg elsker at sejle 🙂 Og selvfølgelig at resten af familien også (stadig) gør det 😉