Gone Sailing

Colombia!!?? Er det ikke bare narkobaroner og smuglere? Er det overhovedet sikkert at tage dertil? Og med børnene? Er I ikke bange for at blive kidnappet?

Reaktionerne var mange, da vi planlagde at turen også skulle gå til Colombia. Fordommene stod nærmest i kø – godt hjulpet på vej af stereotypiske amerikanske film og Netflix-serier, men selvfølgelig også af virkeligheden. Og havde det ikke været for min colombianske kollega derhjemme, som fortalte passioneret om sit hjemland, og opfordrede os til at besøge Cartagena, er jeg heller ikke sikker på om vi ikke bare havde sejlet udenom. Og vi bilder os da heller ikke ind, at vi har set hele Colombia blot fordi vi har besøgt Cartagena. Colombia KAN været et farligt land at rejse i, og der er utvivlsomt områder som man skal holde sig fra. Men da vi først fandt ud af, at Cartagenas gamle bydel er på UNESCOs verdensarvsliste, og at det officielle Colombia har gjort en stor indsats for at gøre byen sikker for turister at færdes i, var det alligevel for spændende til at undlade et besøg. Og vi rigtig glade for at vi tog dertil! Stemningen er fantastisk, og vi var alle begejstrede for at være i en rigtig storby igen. Og begejstrede for prisniveauet, som er et helt andet end Caribiens opskruede priser. Endelig kunne den værdigt trængende sejlerfamilie tillade sig at spise ude – uden at vælte budgettet helt.

Cartagenas gamle bydel er en af de smukkeste vi har besøgt – ikke kun på denne tur men i det hele taget. Den kan sagtens stå mål med de gamle europæiske bydele. Så snart vi bevægede os indenfor bymurene, var det som at blive transformeret til en anden tid. De smukke bygninger med balkoner, som næsten alle gemmer en atriumgård i midten, og hestevognene i gaderne virkede nærmest som en skuespilscene. Og ja, der er turistet – men hvis man kommer sidst på eftermiddagen har de fleste souvenirsælgere givet op for dagen, og man kan gå helt i fred og bare kigge og kigge og bjergtages. Af skønheden, af menneskene, af historien.

Og når man er færdig med at blive bjergtaget, kan man gå en tur i Getsemani, som er et mere farverigt kvarter – og hvor alle, selv dem uden særlig voyeuristiske tendenser, ikke kan undgå at få et kig helt ind i gemakkerne hos almindelige colombianere. For hele gaden bliver inddraget til stue, når de lokale puster ud i middagsheden. Så er der høj musik og alle aldre bænket i skyggen af en blomstrende bourgainvilla. Alle hilser højt, og de tre blonde børn fik en del opmærksomhed med på vejen. Især Ludvig måtte rette på frisuren mange gange om dagen, for alle damerne blev draget af hans blonde hår. Mange spurgte om det er hans naturlige hårfarve (??), og endnu flere ville gerne fotograferes med ham. Men alle, der kender Ludvig, ved at han stiller ikke op til foto på kommando 😉 Han vil hellere fotobombe andre folks selfies. En hobby, som han havde ekstra travlt med i Cartagena 🙂

Vi tilbragte en uge i Cartagena, og kunne sagtens have brugt mere tid på at se noget mere af landet. Vi havde også planlagt et stop i Santa Martha inden Cartagena, men en af reglerne når man ankommer til Colombia i egen båd er, at hvis man ønsker at opholde sig mere end 5 dage i landet, skal man importere sin båd midlertidigt. Hvilket er lig med en masse ekstra papirarbejde som potentielt kan trække ud, en masse ekstra bureaukrati – og en masse ekstra dollars til agenten, som agerer mellemmand mellem os og immigrations- og toldmyndighederne. Vi valgte derfor at sejle direkte til Cartagena og tage vores 5 dage dér – og håbe på at vejrguderne var blide ved os, når vi skulle videre. Men som vi har oplevet mange gange før, håndhæves loven forskelligt alt efter hvem der bærer uniformen lige den dag. Vi ankom nemlig en onsdag aften, og kunne først kontakte agenten torsdag morgen. Han bekræftede skam reglen om de 5 dages ophold, MEN – som han forklarede os – gjaldt den ikke i weekenden…! Han kunne altså gå afsted med vores pas og tjekke os ind torsdag, men det ville først være effektueret fredag. Herefter var det weekend (og dermed var 5-dages reglen suspenderet), og hvis han så tjekkede os ud den efterfølgende torsdag med virkning fra fredag, var det sørme weekend igen – og vi kunne således vente med at sejle til mandag. Altså hele 11 dages ophold uden ekstra papirarbejde. Og uden ekstra dollars op af lommen. Vi ved ikke om eller hvem han snød – os, sig selv (for flere penge), myndighederne eller ingen. Men vi ved fra en anden båd, at deres agent havde et noget mere stringent forhold til 5-dages reglen – eller også ville han bare gerne tjene lidt ekstra på at importere deres båd midlertidigt.

Selv om vi således selv kunne vælge vores tidspunkt for at sejle mod Panama, var vi ikke videre heldige med vejrgudernes gunst. Vejrudsigten lovede 5-7 m/s, men på disse kanter skal den næsten altid fordobles med en halv eller en hel, så vi røg direkte ud i 12 m/s halvvind og en masse sø. Ikke videre sjovt, og jeg kan godt afsløre at det ikke var en af de ture, hvor jeg tænker at jeg elsker at sejle 😉 Men det var hurtigt glemt, da vi ankom til San Blas. For der er såååå smukt i San Blas! Naturen her er – næsten – uberørt af menneskehånd, og her (gen-)fandt jeg det Caribien, som jeg oplevede for første gang for 20 år siden på Tobago.

San Blas øerne beboes af Kuna-indianerne, som kalder området Kuna Yala i et oprør mod det spanske navn. Det er et selvstyrende område i Panama, som kun må beboes af Kuna-indianerne, og her har de levet i generationer, og forsøger at holde deres traditioner og skikke i hævd. Men det er svært – for de unge indianere bliver sendt i skole på fastlandet, og kommer retur til de små øsamfund med en masse andre ønsker til livet, end hvad en næsten øde ø kan tilbyde. Vi var så heldige at blive inviteret til at komme og besøge en af de øer med en rigtig landsby. Her boede omkring 500 Kuna-indianere – og så 1 katolsk missionær, som havde fået lov af øens Saila (overhoved) til at slå sig ned på øen og bygge en kirke. Det virkede dog ikke som om han havde mange gæster i sin kirke. Kvinderne, som er familiens forretningsfolk, sælger deres håndværk, der mest består af armbånd og molaer, som er en slags stofbilleder. De kan være meget smukke og afbilder oftest fugle, fisk eller medicinurter – altså motiver fra indianernes hverdag, men vi undrede os over at der også var nogle med Jesus på korset. Men som vores guide på øen forklarede, var det til de amerikanske krydstogtgæster. For de har (desværre) også fundet deres vej til San Blas.

Vi mødte et amerikansk/colombiansk par, som har opholdt sig meget i San Blas igennem de sidste mange år, og de fortalte hvor stor forandringen har været over årene. I starten var der nærmest ingen hjælpemidler, og de brugte petroleumslamper til lys. Nu har de solceller, generatorer, fladskærme, køleskabe, computere og mobiltelefoner. Og den ældre generation frygter for fremtiden – ikke kun på grund af de materielle forandringer, men også på grund af klimaforandringer. En del af øerne er simpelthen i fare for at blive oversvømmet.

Alt dette ændrer dog ikke på, at i vores lille perspektiv er San Blas et lille stykke af paradis og uden tvivl et af højdepunkterne på turen indtil videre. Det er en fantastisk ‘cruising ground’ med mere end 300 små palmeøer med kridhvidt sand spredt ud i turkisfarvet vand så rent, så rent. Dyrelivet er fantastisk, og havet er levende. Vi havde delfiner i ankerbugten flere gange, og der er en konstant aktivitet af småfisk, der jages af lidt større fisk, som springer ud af vandet. Og så er der saltvandskrokodillerne… Vi havde ellers forhørt os hos de lokale, som sagde at krokodillerne ikke kan svømme helt til de øgrupper som ligger længst væk fra fastlandet. Men det skulle vise sig, at nogle havde glemt at fortælle krokodillerne det. En anden ankerplads, som vi ellers meget gerne ville have besøgt, oplevede et krokodilleangreb på en hund, som løb i vandkanten – mens vi var i området. Og det var ikke det eneste – ugen før vi kom, var en fransk dame blevet angrebet af en krokodille. Formentlig fordi den ville forsvare sin rede, og ikke fordi den så hende som mad. Både hund og dame overlevede i øvrigt mødet med krokodillerne. Men alligevel! Man skal vælge sit paradis med omhu – og huske at se efter spor fra krokodillehaler i sandet. I hvert fald hvis man er i San Blas!