Der har igen været alt for stille på bloggen i alt for lang tid, men det skyldes udelukkende gode ting. Masser af godt selskab og masser af spændende oplevelser. Og alt for lidt tid til at sidde foran computeren. Præcis som det skal være!
Som mange af jer så på facebook, kunne kaptajnen og jeg fejre vores kobberbryllup den 14. februar – på Valentins dag ovenikøbet! Uden morgenhår, hornmusik og for meget opmærksomhed – og helt i tråd med hvordan vi gerne ville fejre begivenheden – tilbragte vi dagen i selskab med frugterne af vores kærlighed i Marigot Bay på St. Lucia. Marigot Bay er den perfekte caribiske version af en filmkulisse. En dyb bugt omgivet af mangrove, sandstrand, palmer, en lille marina og et luksushotel. Og dér midt i bugten kunne vi ligge ved en fortøjringsbøje og lytte til dyrelydene fra mangroven om aftenen – og om dagen havde vi fri adgang til luksushotellets kæmpe poolområde. Faktisk havde vi også fri adgang til deres fitnesscenter, men det har man ikke så meget brug for, når man kravler rundt på en båd dagen lang. Men det med pools og drømmesenge og gratis drinks på små serveringsbakker – det havde vi brug for!! I hvert fald i et par dage.
Vores nysgerrighed drev os nemlig videre til St. Vincent og Grenadinerne, som vi alle glædet os rigtig meget til at besøge. Grenadinerne er en gruppe af øer, og man kan næsten ikke snyde sig selv for nogen af dem. Første stop var Bequia. Og Bequia er fantastisk! Og levede helt op til vores forventninger med lange hvide sandstrande, turkisfarvet vand og en meget fin lille by med barer og restauranter ned til vandkanten. Ægte feriestemning, men måske ikke det autentiske Caribien.
På Bequia mødte vi to amerikanske børnebåde – og selv om kaptajnen måtte tage den indledende kontakt med en fodbold under armen og tre unger på slæb, der var lige dele ved at dø af pinlighed og higede efter legekammerater – gik der ikke lang tid inden der var vild leg i vandet og på stranden mellem alle 9 børn. Ombord på Yankee Lady var der 4 piger i alderen 6 til 12 år, og ombord på Salt Shaker var der to drenge på 9 og 13 år. Med andre ord var der legekammerater til alle – og ikke mindst en sød teenagedreng, som vores egen teenager kunne hænge ud med. Yankee Lady sagde vi desværre farvel til allerede efter et par dage, da de skulle tilbage nordpå. Men Salt Shaker skulle heldigvis samme vej som os, og sammen sejlede vi til Tobago Cays, som er en marinepark bestående af fire små øer kun beboet af leguaner.
Tobago Cays var en helt speciel oplevelse. Øerne er omkranset af Horseshoe Reef – et hesteskoformet rev, som afskærmer ankerpladsen fra Atlanterhavets vilde bølger. Man kan ankre helt ude ved kanten af revet, og ligger fuldt eksponeret til passatvinden men samtidig helt i bølgelæ.
Revet bød på fænomenal snorkling, og store havskildpadder svømmede rundt blandt bådene på ankerpladsen. Det var en fantastisk oplevelse for alle, og især Ludvig var helt høj efter at have snorklet med de vilde havskilpadder og rørt ved deres skjolde. Han havde jo allerede besøgt havskildpadderne i skildpadde-børnehaven på Bequia (som jeg har skrevet om her), men det der med at dykke ned og betragte de vilde havskildpadder var helt eventyrligt for ham. Den ene morgen i Tobago Cays stod vi op og kunne se at en kæmpeyacht på 137 fod (Freja er til sammenligning 43 fod) havde lagt sig tæt på os på ankerpladsen. Altså en helt anden liga! I sig selv var den et imponerende syn, men da Victor spottede at de havde to optimistjoller ombord, blev han forvandlet til en teenager med en mission. Han savner nemlig sin opti-træning på Furesøen… Efter et par indledende kontaktforsøg uden held, stødte han ind i familien ombord under en gåtur på en af øerne med Salt Shaker-familien. Det viste sig at han tidligere kun havde haft kontakt med besætningsmedlemmerne ombord, der bl.a. talte en olympisk opti-træner (!). Men da familien hørte at Victor sejlede opti blev han straks inviteret til at komme og sejle med deres døtre næste morgen. Det blev til et par meget begivenhedsrige dage for Victor, som nærmest blev adopteret af den i øvrigt meget søde italienske familie ombord, og han kunne således oftest ses slænge sig i solområdet på kæmpeyachtens dæk med en lille isdessert eller hvad der nu lige var på menuen. Man kan hurtigt blive forvænt, så transitionen tilbage til lille Freja var lidt svær for den stakkels teenager. Men det er et minde for livet for Victor – og på Salt Shaker dannede Victors ihærdighed grundlag for et nyt slogan: “If you can imagine it, you can achieve it!”. Kæmpeyachten hed nemlig meget passende Imagine 😉
Efter Tobago Cays sejlede vi videre til Mayreau, og det var på alle måder synd for Mayreau at den skulle være første stop, for det var svært at leve op til vores besøg i Tobago Cays. Mayreau er egentlig en fin lille ø med nogle fine strande og en smuk kirke på en bakketop med udsigt over marineparkens øer.
Nogle gange lever virkeligheden bare ikke op til forventningerne, og sammen med Salt Shaker sejlede vi dagen efter videre til Union Island. Union viste sig at være en fin lille perle, hvor vi blev i tre dage. Der var ikke meget at lave, men der var en lille by hvor man kunne hænge ud og betragte lokallivet – og efter at have gjort det tilstrækkelig længe spurgte ham den kloge lille Ludvig, hvorfor de ikke bare delte alle deres penge på øen, når der nu så åbenlyst var nogen med mange penge og nogen med meget få penge. Der er ingen af de voksne på Freja som er specielt Robin Hood-agtige, men det er jo en ret fin betragtning i et retfærdigt børne-perspektiv. Og også kulminationen på, at vi nu igennem længere tid – faktisk helt fra Cap Verde – har rejst i en del af verden, hvor de fleste bor meget småt og lever et liv uden materielle goder, men til gengæld altid har tid og overskud til et smil, en hilsen og nogle håndtegn til ungerne. Og det lægger børnene (heldigvis) også mærke til.
På Union Island sagde vi midlertidigt farvel til Salt Shaker, som skulle direkte til Grenada, mens vi skulle et par dage til Carriacou og se karneval. Endelig skulle vi opleve det farverige caribiske karneval, som vi havde set så mange flotte billeder af fra de franske øer. Afsted med os i gummibåden ind mod land…og to minutter senere retur til båden igen for at skifte tøj – for lige dér i bugten midt mellem læ på Freja og læ på land kom et tropisk regnskyl over os. Men regnen skulle ikke stoppe os, og udrustet med regnslag og paraplyer tog vi til karneval. Desværre var forventningens glæde nok igen den største, for nok var det farverigt men det var ikke helt på den måde vi havde forestillet os. Enkelte dele af optoget mindede i en sådan grad om et strippershow, at børnene tabte underkæberne. Og der stod jeg, og havde lyst til at holde både den store og den lille for øjnene 😉 Og man skal passe på med at stå der med alle sine forventninger og fordomme, for på et tidspunkt fik jeg betragtet mig selv udefra – i klipklapper og regnslag med alt for fedtet sejlerhår og med en bakke endnu mere fedtede friturestegte kyllingevinger i hånden – ikke et kønt syn 😉 Jeg var faktisk overhovedet ikke i en position, hvor jeg kunne dømme om deres karnevals-anstrengelser bar frugt eller ej. Heldigvis bildte ungerne os ind, at de var trætte, så vi tog tidligt tilbage til båden og fordøjede dagens oplevelser med et spil kort og noget slik. Og næste morgen – efter at have sovet på det – kom de til den konklusion, at karnevalet nok havde været flottere, hvis bare solen havde skinnet…
Efter et par dejlige dage på hyggelige Carriacou drev vores tomme forrådslagre os videre til Grenada og et gensyn med Salt Shaker.
Gone Sailing 