I nødhavn på Cap Verde

Efter 14 dage i marinaen i Santa Cruz på Tenerife trængte vi i den grad til at komme tilbage på havet. Santa Cruz er en fin by, og i starten var det superhyggeligt at gå rundt i de små lokale gader – men efter at have været frem og tilbage mellem marinaen og henholdsvis byens fire bådudstyrsbutikker og supermarkeder omkring 117 gange gik charmen alligevel lidt af Santa Cruz. Da vi den sidste dag fik både kindkys og kram af den søde Eva, som vi hurtigt kom på fornavn med, i en af bådudstyrsbutikkerne, kunne vi ikke lade være med at tænke om vi havde været lige lovlig gode kunder… 😉 Så med båden proppet med udstyr og proviant følte vi os godt forberedt til turen over Atlanterhavet. Mentalt var vi også klar -transitionen fra dagsejler på Øresund til rigtig langturssejler havde alligevel sneget sig ind på os, og både voksne og børn glædede sig til at opleve Atlanterhavskrydset. Vi havde ligefrem sommerfugle i maverne.

De første fire døgn på Atlanten var en blandet oplevelse. Vi havde alt fra god vind til ingen vind, og og søsygen kom og gik blandt besætningen. De på forhånd tilberedte- og vakuumpakkede gryderetter gjorde godt, og kunne også spises kolde når det var for krævende at skulle stå nede om læ og varme dem op… Vi forsøgte os igen med fiskeri – og desværre igen uden held – bortset fra en lille selvdød fisk på fordækket. 


Natten til 5. døgn ændrede turen karakter. Klokken 3 var der vagtskifte, og kaptajnen gik til køjs mens jeg gik ombord i Snickers og saftevand. Således høj på sukker var jeg klar til en rolig nat uden andre skibe end Gorm den Gamle på plotteren. Men efter en halv time startede en øredøvende hyletone. Jeg tjekkede alle apparater for alarmer, men der var ingenting at se. Og først der slog det os – for nu var kaptajnen også oppe – at det for pokker var den ny-installerede alarm på lænsepumpen. Det kunne betyde to ting – enten var det en fejl eller også var der vand i båden. Og desværre kunne vi hurtigt konstatere, at det ikke var en fejl. Men hvor kom vandet fra? Bevæbnet med lommelygter bevægede vi os fra stævnen og bagud i båden og tjekkede søventiler og andet relevant, men først ved roret opdagede kaptajnen det lille skvæt vand, der kom ind af og til. I sig selv af uanseelig størrelse, men over timer og dage alligevel nok til at få alarmen til at gå. Der var ingen tvivl om, at det skulle undersøges nærmere, og det skulle ikke være på havet, hvor der var risiko for at få fingre i klemme. Så vi kaldte Gorm den Gamle på VHF’en, og de mente at det lugtede lidt af Cap Verde. Vi mente, at det lugtede meget af Cap Verde – og Gormens svar kom prompte: ‘Vi går med – vi sejler ikke uden jer!’. Så efter en mindre kursændring lå Cap Verde nu og ventede 375 sømil fremme – ca. 3 døgns sejlads. Desværre betød kursændringen, at vi nogle timer senere røg ind i en koldfront som lå nordøst for Cap Verde, så de næste 30 timer på søen var ikke de sjoveste – på Et tidspunkt gik vi over 9 knob for kun halvt storsejl. Men da det derefter klarede op igen, havde vi alle for alvor fået søben, og der blev både lavet mad, læst og spillet IPad ombord.


Efter 7 døgn anløb vi Cap Verde lørdag formiddag efter en nat med heftig regn, og var nu pludselig i Afrika. Cap Verde startede måske nok ud som et nødstop, men det er en stor oplevelse, og nu kan vi slet ikke forstå at vi ikke fra start planlagde et besøg her som en del af vores tur. Befolkningen er smilende og imødekommende, selv om det er tydeligt at de er fattige og nogle lever et hårdt liv præget af arbejdsløshed. Vi ankom jo uden hverken visum eller valuta, og hæveautomaten var løbet tør for penge. Heldigvis tager de fleste Euro, dog til en noget miserabel vekselskurs. Og visum var ikke mere vigtigt end at vi måtte gå tomhændet tilbage fra første besøg hos immigrationsmyndighederne – de var løbet tør for papir i printeren, så de kunne ikke udlevere formularen til udfyldelse 😳 Marinaen i Mindelo er betydeligt større end vi havde forventet, men desværre uden ekspertise. Så kaptajnen har endnu en gang været i arbejdslejr. Og med god bistand fra Gormens kaptajn, bådebygger-Henrik hjemme i DK, Phantom 42-klubben og adskillige gode input fra andre her i havnen, er han nået frem til at der ikke er nogen skade omkring rorkonstruktionen. Der er snarere sket det, at vi havde fyldt for meget vægt i kistebænkene bagerst i båden og kombineret med medvind og medsø fik det problemet til at opstå. På et tidspunkt, når Freja alligevel skal på land, skal der  måske skiftes en pakning, men indtil da er vi helt trygge ved at sejle videre.

Vi ville gerne bruge længere tid på at udforske øerne, men det må blive næste gang – dels tærer vi på vores proviantlager, og dels har vi et længe ventet besøg hjemmefra til jul. Egentlig var det meningen, at vi skulle afsted i morgen – men i morgen har det vist sig at være fredag, og i følge Gormens kaptajn tager man ikke afsted på en fredag, så nu er afgang udskudt til lørdag. Og hvad betyder en dag fra eller til, når vi har 14 dage eller mere undervejs? Det betyder kun en velkommen afslapningsdag for den hårdtarbejdende kaptajn 🙂

Marinaen i Mindelo bød også på et dejligt gensyn med fransk/skotske Damon, som vi har mødt flere steder. Victor og Damon har både Harry Potter og fiskeri til fælles, og så er de begge 13 år 😉 Damon er en sand fiskeekspert, og de hiver fisk ombord så man tror det er løgn, så her deler han tips og tricks ud til Victor og kaptajnen. Nedenunder lidt stemningsbilleder…



Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s