Gone Sailing

Spørgsmålet kom fra nogen derhjemme for nylig. Min første tanke var, at der var noget de helt havde misforstået, hvis de troede at vi var på ferie. For det her langturssejleri er nemlig hårdt arbejde… 😉 Og hvem tager lige på ferie i 2 år? Men for udenforstående kan det selvfølgelig godt ligne at vi er på ferie. Vi går ikke på arbejde, børnene går ikke i (traditionel) skole, vi sover længe (altså til kl. 8) og går sent i seng og vi skelner ikke mellem hverdag og weekend – ja, faktisk ved vi ofte ikke hvilken ugedag det er… Solen skinner, det er varmt, her er palmer, vi spiser flere is end derhjemme, og vi kan stort set gøre som det passer os – kun styret af vores samvittighed, budgettet og så selvfølgelig af vejrudsigten. Og det er lige præcis som vi drømte om!

Men selv om vi har opfyldt vores drøm om at tage en pause fra hverdagen sammen som familie, så er hverdagen alligevel taget med på turen. Der er opstået en slags ‘new normal’. For der er stadig en husholdning og en familie på 5 der skal køre med alt hvad dertil hører af praktiske opgaver og børneopdragelse, og i stedet for at vedligeholde hus så vedligeholder vi nu båd – og antallet af emner på listen over bådprojekter synes at være konstant. Det er ikke løgn, når de siger, at det at være langtursejler er lig med at fikse sin båd på eksotiske destinationer 😉 Bekymringer slipper vi heller ikke for, omend de nok har skiftet karakter. På en helt gennemsnitlig dag kan vi både nå at bekymre os om hvorvidt solpanelerne lader som de skal, om slangen til vandtanken endnu engang hopper af og fylder al vores ferskvand ud i bunden af båden eller om vi igen i morgen bliver brændt af af manden som skal lave vores bimini (skyggesejl til cockpittet). I starten af turen bekymrede jeg mig især meget over om børnene lærte nok og om deres overordnede velbefindende ved pludselig at være blevet cruising kids. Det er jeg heldigvis helt holdt op med efter de et sted i Spanien proklamerede at de var så glade for at være afsted og at det var den bedste beslutning nogensinde. Man kan så tænke over, at vi skulle helt til Spanien før de nåede til den konklusion – men det viser bare at vi alle har skulle lære at finde os til rette i denne nye type hverdag. Og det har både kaptajnen og jeg også skulle lære, selv om jeg mistænker at kaptajnen har været bedre til at tilegne sig en lidt tilbagelænet attitude. En slags ferie-attitude. Jeg har nok siden vores afgang fra Sundkrogen været mere tilbøjelig til at betragte det som et projekt, der efter flere års planlægning endelig er skudt i gang. Et projekt der skal styres, som alle andre, for at vi når vores milepæle og en dag kommer i mål. Men spørgsmålet hjemmefra mindede mig heldigvis lige om, at projektstyring og milepæle hører til i de kontorgange, som jeg er på orlov fra. Så fra nu af er jeg på ferie! Altså så meget ferie som man nu kan være på, når man samtidig er skolelærer, kok, indkøber, rengøringsdame, styrmand, vaskekone, dæksmatros og MOR.