“Don’t judge all ocean crossings by this one”

Ordene lød over VHF’en på dag 12 på Atlanten. De var Johns, skipper og familiefar på Itchy Foot – en af de tre andre både (derudover tyske Anyway og selvfølgelig vores yndlings-følgebåd Gorm den Gamle) vi fulgtes med fra Mindelo til Barbados. 13 dage tidligere havde han (John) ellers på en restaurant i Mindelo lovet os ‘smooth sailing’ over Atlanten. Nu måtte han æde sine egne ord. Der havde intet smooth sailing været over turen indtil nu. Det var på samme tid beroligende, men også voldsomt forstyrrende at han lige den dag skulle vælge at sige i radioen, at hans andre oceankryds ikke havde været så hårde som dette. Beroligende, fordi de gode folk på Itchy Foot lød lidt for friske og glade på VHF’en den første uges tid – og det satte jo bare vores egen ynkelige tilstand i perspektiv. Og forstyrrende, fordi jeg faktisk dagen før (altså dag 11) havde kastet håndklædet i ringen og sagt højt, at jeg ikke ville videre ud i Stillehavet – og dermed brudt kaptajnens og min regel om ikke at drøfte fremtidige sejladsplaner, mens vi er i elementernes (og følelsernes) vold! En hård og svær beslutning, som nu blev udfordret af Johns ord om at et oceankryds også kunne være anderledes end det vi havde oplevet indtil videre på Atlanten. Johns ord ringede for mine ører resten af dagen. Måske det alligevel skulle have lov at få en chance, det Stillehav…

Turen startede ellers meget godt. Allerede ud af Mindelo var der god vind, og i passagen mellem Cap Verde øerne fik vi følgeskab af den største flok delfiner vi har set endnu – og de var helt ustyrlige. De legesyge dyr sprang i formationer mange meter lige op i luften og lavede det vildeste show. Det var en perfekt afskedssalut.

De første par dage gik med at forsøge at finde vores søben, hvilket vi ikke havde det store held med. I det hele taget. Uden søben var det knap så sjovt at sidde i en lille sejlbåd på Atlanten, men kaptajnen og jeg kørte vores forberedelser og rutiner, det bedste vi havde lært. Vi huskede at spise og drikke. Der var vacuumpakkede gryderetter, og vi fik faktisk også bagt brød de fleste dage. Og teenageren bagte både chokoladekage og lavede risengrød og pandekager. Faktisk så han hurtigt, at han klarede madlavningen under dæk bedre end jeg, og påtog sig derfor rollen som skibskok. En enkelt gang fik vi den geniale ide at lave suppe til aftensmad. Det kan ikke anbefales med mindre hele besætningen er iført en form for termodragter. Faktisk var det decideret farligt, for det fløj rundt med skoldhed suppe i hele cockpittet. Og det var snarere reglen end undtagelsen, at maden fløj rundt. Og bestikket. Og dejskålen med dej i. En anden gang plantede Ludvig en fod i dejen mens den stod til hævning, og det kunne den nok have overlevet, men da den bagefter fik et skvulp saltvand, måtte vi forfra. Og en enkelt gang (måske flere) fik jeg nok af flyvende mad og køkkenredskaber, og råbte til børnenes store morskab: ‘Jeg mister temperamentet’. Det mente de så absolut, at jeg havde endnu – temperamentet altså…

img_2887
Skibskokken Victor

For at det skulle lugte bare en lille smule af december måned, var julesokken hjemmefra fundet frem. De første par dage var nissen den ansvarsfulde type, som hver nat kæmpede sig vej til forkahytten for at hente dagens gave til en heldig én, men nissen indså hurtigt at det var for ambitiøst, og derefter blev det mere sporadisk hvornår der var noget i julesokken. Derfor blev det en stående joke, at nissen var søsyg igen-igen. Og det var ikke langt fra sandheden. December måned er også lig med min fødselsdag, og det er alligevel de færreste der kan prale med at have fejret deres 41-års fødselsdag på Atlanten. Der var både fødselsdagssang på tysk og dansk over VHF’en, og hilsner hjemmefra via satellitforbindelsen. Og det var jeg så glad for! Og endnu mere fint var det, at Victor lavede pandekager. Og kaptajnen havde sørget for gaver, så det var næsten – men også kun næsten – som en vanlig fødselsdag.

Nattevagtene gik også fint – i hvert fald den første uge. Kaptajnen tog vagten kl 21-03 og jeg tog vagten kl 03-09. Typisk sov vi i 20-minutters intervaller på vagten, så vi kunne tjekke instrumenter og vind løbende. Men vi blev udfordret på søvn jo længere mod vest vi kom, for jo mere steg vandtemperaturen og dermed også risikoen for squalls (små lokale vejrsystemer med heftig regn og vind på 17-20 m/s). Så de nætter, hvor vi blev ramt 5-7 gange af squalls, var hårde. Kaptajnen kan jo klare sig selv, men på min vagt måtte han vækkes hver gang jeg havde brug for at trække forsejlet hurtigt ind. Så sad vi der i mørket sammen, og hørte vindens rasen mens regnen stod ned over os – eller det vil sige nogle gange, for andre gange trak han bare sejlet ind og gik tilbage til køjen vel vidende, at jeg sagtens selv kunne rulle forsejlet ud igen, når ministormen var overstået. Men jeg var aldrig bange! Freja sejlede derudaf og beviste gang på gang, at det er oceansejladsen hun er bygget til. Til tider var hun som en gal væddeløbshest, og den sidste dag satte vi ny hastighedsrekord og loggede 15,6 knob – og det var for et halvt storsejl og mini-genua alene.

Kun én gang blev jeg rigtig bange. Tidligt om morgenen på dag 6 sad jeg alene i cockpittet, og da jeg kiggede ud over siden af båden lå der en KÆMPEstor kaskelothval kun et par meter fra båden. Måske ville jeg have kunne røre ved den, hvis jeg havde strakt armen ud. Men det turde jeg ikke! Faktisk turde jeg dårligt se på den til at starte med, så jeg drejede bare hovedet den anden vej og så væk. Men da jeg kiggede igen, lå den der stadig. Og så sprang jeg op og råbte hval, hval, hval. Kun Victor nåede op i tide til at se den ved siden af båden. De andre så kun det kæmpemæssige ‘hul’ den efterlod sig i vandet lige bag båden, da den dykkede ned.

Men det meste af tiden lavede vi ikke noget. Der gik ufattelig mange timer med bare at sidde og kigge ud på vandet, og glæde sig til at komme i land. På samme tid fascinerende og skræmmende, men trygheden i at sejle i en lille gruppe af både og derfor have udsyn til andet liv eller i de mindste at være i VHF rækkevidde var noget af det, der ‘reddede’ os. De gange, hvor Gormen eller en af de andre både var tæt nok på til vinkeafstand uden kikkert, glemte vi alt om søsyge og vinkede det bedste vi kunne.

img_2853
Gormen i vinkeafstand

Og hånden på hjertet så var det megahårdt. I stedet for lange atlanterhavsbølger og en blid passatvind i ryggen fik vi 15 dage med korte, høje bølger fra 2-3 forskellige retninger og en vindstyrke, der oftest lå over 12 m/s. Vejrudsigterne bød dagligt på ‘rough to very rough sea’, og det må man i den grad sige at vi fik. Bølger til tider så store som huse kastede Freja og besætning rundt i søen, og vi var konstant spændt fast i cockpittet. Og kombineret med manglende nattesøvn, manglende appetit og søsyge, oplevede vi – både kaptajnen og jeg – turen som en udholdenhedstest uden lige. Vi var selvfølgelig også ekstra udfordret af vores læk omkring rorlejet, som betød at vi hver dag lænsede omkring 50 liter saltvand ud af båden. Og da vi efter en uge fik – troede vi – ødelagt vores vindmåler pga. elementernes rasen, blev vi lidt ekstra trætte. Det betød nemlig, at vi ikke længere kunne bruge autopiloten som vindror (hvilket er det sikreste når man sejler med vinden ind bagfra), men kun kunne sejle med autopiloten på fast kurs. Den seje kaptajn besluttede dog efter et døgns tid at begive sig helt ned under dørken for at se på ledningerne, og til hans store glæde viste det sig at være en elektrisk samling, der havde fået vand. Da den var skiftet, virkede vindinstrumentet og dermed også muligheden for at sejle med vindror igen.

Børnene var slet ikke så ramte, som vi voksne var. De synes at det var så vildt at få lov til at krydse Atlanten. De spillede iPad og læste bøger – både Anna og Ludvig nåede at læse de tre første bind af Harry Potter, og da de jo læste i bøgerne samtidig udviklede de et meget indviklet skema for hvornår de hver især havde retten til bogen. Derfor fik jeg hver morgen klokken meget tidligt selskab i cockpittet af Ludvig, som lige skulle nå at læse inden Anna stod op. Og Victor viste igen, hvordan han er vokset og har udviklet sig siden vi tog afsted. Hans evne til at motivere og støtte er fantastisk, og kommer tydeligt til udtryk i pressede situationer.  Og udover madlavning hjalp han hver dag kaptajnen med at lænse båden for alt det saltvand. Faktisk var det helt unikt for os som forældre, at se hvordan alle tre børn voksede med den store opgave det også var for dem at sejle over Atlanten. Og da jeg på dag 9 hulkede (ja, det er et ærligt blogindlæg ;)), at jeg havde ødelagt børnenes liv ved at hive dem væk fra alt der var trygt og velkendt, så de dybt forundrede på mig og bedyrede at det var det fedeste vi havde gjort for dem. Der var faktisk ikke noget sted de hellere ville være end midt på Atlanten!

Og så alligevel…for da vi efter 14 døgn og 22 timer på havet anløb Barbados havn, var der ingen af os, der var kede af at turen var slut. Børnene beklagede sig dog lidt over havnens ret industrielle udseende. Nu havde vi i 5 måneder lovet dem palmestrande og tyrkisfarvet vand, når vi ankom til Caribien, og så var det bare en krydstogtskibshavn. Men sådan var det – vi skulle afslutte vores deltagelse i Atlantic Odyssey og inddeklarere på Barbados. Vores første møde med Caribiens til tider lidt vel omfattende registrering af sejlbåden og dens besætning. Alt det blev dog hurtigt glemt, da vi kort tid efter at have fortøjret kunne kramme Gormens, Anyways og Itchy Foots besætninger. Og rigtig mange af Odysseyens andre deltagere, som var mødt op for at tag imod os. Næste morgen fejrede vi ankomsten og en hel nats søvn med rigtig hjemmelavede pandekager.

img_2925
Ludvig laver sin første omgang pandekager nogensinde 

Og tænk engang. Vi gjorde det! Sgu! Uanset at vi synes, at det har været hårdt, så har vi nu sejlet for egne sejl over Atlanterhavet som familie. Vi har gjort det sammen, og vi kunne ikke have gjort det uden hinanden. Og hvem ved, måske gør vi det igen en dag…


One thought on ““Don’t judge all ocean crossings by this one”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s