Fra den ene yderlighed til den anden

Vi havde en helt perfekt sejlads fra Madeira til Tenerife! Vinden kom fra den rigtige retning (V-SV), og vi havde tilpas af den (5-7 m/s) til at vi flyttede os godt og hurtigt. Søen var med os – den var rolig og bølgerne var ikke over 2 meter. Det var 27 gr. og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Vandet var 24 gr. og havde den der helt særlige blå farve, som det har når der er et par tusind meter vand under kølen. Vi havde to skønne dage ombord, hvor vi hyggede os med at høre musik, læse højt af Harry Potter (317 sider på 2 dage – jeg var helt hæs til sidst) og kigge på delfinflokke. Nætterne var fantastiske – mørke og lune med mælkevejen lysende over os. Kaptajnen og jeg delte nattevagterne, så han tog første tørn fra kl. 21 til kl. 03, og jeg tog næste tørn fra kl. 03 til kl. 9. Jeg fik ovenikøbet lavet mad til os flere gange om dagen. Vi fik både spejlæg og stegt kylling med nudler – og ikke at forglemme frisklavet kaffe! Det er virkelig en luksus når man er undervejs på havet. Og bedst af alt var at ingen af os blev søsyge! 🙂

Lyder det for godt til at være sandt? Det er det næsten også… For jeg snød! Eller det føltes som om jeg snød. Jeg havde nemlig iført mig søsygeplaster, og hele mit balancecenter var derfor totalt bedøvet. På den virkelig gode måde. Jeg har nærmest aldrig haft det bedre 😉 Anna havde det også på, og vi var begge så sprudlende af energi under hele turen fra Madeira til Tenerife, at man mistænker at det ikke er helt sundt det der plaster. Kaptajnen og drengene var seje, og tog turen uden plaster (jeg var den heldige forsøgskanin, da vi ikke ville risikere at begge voksne blev ramt af eventulle bivirkninger). Ret hyggeligt med så meget liv ombord på Freja, når vi ellers har været vant til at der er meget stille ombord på de lange stræk. Og helt som det vel egentlig skal være at sejle langtur! Jeg er i hvert fald fan af søsygeplastre.

Efter 2 døgn nåede vi til Bahia de Abona på Tenerifes østkyst, hvor vi havde besluttet at ligge for anker et par dage. Meget hyggelig lille bugt med en lille lokal by, hvor der lige præcis var det vi skulle bruge. Godt selskab i form af børn og voksne på Gorm den Gamle (indtil de tog videre på familiebesøg på Gran Canaria) og ovenikøbet også et uplanlagt men meget hyggeligt familiebesøg til os, en lille tapasbar i land og fred og ro. I hvert fald det første døgns tid. For herefter var det klart, at træerne ikke vokser ind i himlen. Der lå noget uvejr over Kanarieøerne, som betød meget vind og mange dønninger – så vores lille hyggelige ankerbugt blev forvandlet til noget der mindede om den Engelske Kanal, da den var værst. Og fordi kaptajnen var lidt stædig (eller vi var lidt dovne?), blev vi liggende for anker lidt for længe. Faktisk cirka 3 dage for længe… Og mens tallerknerne bankede i køkkenskabet og inventaret fløj om ørerne på os, lå jeg i fosterstilling i cockpittet, for på 3. dagen blev det alligevel for meget (mit balancecenter var jo heller ikke bedøvet længere) og morgenmaden måtte retur ud over rælingen. Resten af den dag brugte vi på at ligge for anker i 14 m/s og meterhøje dønninger mens regnen stod ned i stænger. Ren overlevelse – men i det mindste holdt ankeret!!! Så sådan kan det også være at være langtursejler – uden søsyge under sejlads og møg-søsyg for anker. Kontrastfyldt og fra den ene yderlighed til den anden.

img_2274
Ankerpladsen i Abona mens alt var roligt
Da vinden og dønningerne endelig lagde sig og vi kunne slippe afsted fra kontrasternes ankerplads, sejlede vi mod San Miguel på sydspidsen af Tenerife. Her fik vi besøg af vores søde bådnaboer fra hjemhavnen i Sundkrogen – så hyggeligt at se dem igen. Og hvor føler vi os priviligerede over at få hele to besøg hjemmefra på samme uge 🙂 San Miguel var alt det ankerbugten i Abona ikke var – og der skal ikke meget mere end lidt solskin, varme og godt selskab til at vende stemningen af nedtrykthed til lutter smil. Marinaen i San Miguel kan i øvrigt anbefales, hvis man ankommer til Tenerife i egen båd…

I San Miguel blev vi også genforenet med Gorm den Gamle, som kom retur fra familiebesøg, og sammen har vi i dag taget turen fra Tenerife til La Gomera, som vi skal bruge de næste par dage på at udforske inden vi igen vender stævnen mod Tenerife for at gøre klar til vores tur over Atlanten. Forberedelserne til den tur kommer der mere om snart.

 


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s