Jeg læste for nylig om en norsk forening, som definerer en langtursejler som én der har sejlet mere end 2500 sømil og haft 2 off-shore passager på min. 400 sømil hver indenfor 6 måneder. Set i den optik er vi jo med vores ankomst til Porto Santo officielt langtursejlere. Men er det kun distancen, som definerer en langtursejler? Vi havde jo den vildeste optur allerede da vi nåede Englands kyst og følte os langt væk hjemmefra. Men vi havde også haft en god sejlads dertil (eller passage, som de lange stræk hedder på sejlersprog). Så måske er det mere et spørgsmål om, hvor godt man er i stand til at klare de lange stræk end hvor langt væk man er sejlet, som afgør om man er en (god) langtursejler?
Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at vi med vores ankomst til Porto Santo nu er havnet midt i langtursejler-miljøet. Der er en særlig stemning af fællesskab i den lille marina, og det skyldes helt sikkert at vi alle er i samme båd – vi er alle sammen på vej det samme sted hen, og vi har alle været udfordret på den ene eller anden måde på vores vej hertil. Og der er en grund til, at der er ekstra mange hjælpende hænder på broen, når en ny båd kommer i havn, for vi har alle prøvet at være den besætning, der kommer trætte i havn efter mange døgn på havet.
Overordnet gik turen hertil bedre end vores tur over Biscayen. Men jeg følte mig på ingen måde som en sej langtursejler undervejs hertil. Og det sjove er, at det er der rigtig mange andre her i marinaen der heller ikke gjorde. Der er mange andre, som kæmper med de samme ting som vi gør undervejs (primært træthed og søsyge), og der er mange som sidder med den samme tvivl og de samme bekymringer, som vi gør efter sådan en tur. Kan vi overhovedet holde til at sejle jorden rundt? Kan vi holde til at sejle til Caribien? Og når der så er gået et par dage, og vi har fået det lidt på afstand, så griner vi af det sammen med de andre i marinaen og siger ‘vi ses i Caribien’. For selvfølgelig kan vi klare det (håber jeg!) – vi skal bare arbejde lidt mere på vores systemer og rutiner, når vi er undervejs. Og når vi når til Caribien, så gør vi status igen, og tager en beslutning om hvad der så skal ske.
Men hvordan klarede vi så turen fra Cascais (Lissabon) til Porto Santo? Selve turen tog 90 timer, og de første 55 timer gik godt. Vi var i stand til at lave mad og spise, børnene sov i deres kahytter, kaptajnen og jeg sov på skift gennem nattevagterne og der var en god og positiv stemning. Ungerne hyggesnakkede over VHF’en med børnene på Gorm den Gamle, som vi fulgtes med. På andendagen havde teenageren ovenikøbet overskud til at lave pandekager fra bunden! At han så ikke havde overskud til opvasken er en detalje… Men i starten af 3. døgn ‘ramte’ vi nogle områder, hvor dybden gik fra 4000 meter til 200 meter, og der sker altså noget med bølgerne, når så meget vand skal presses sammen på 200 meter. Så bølgerne kom pludselig fra alle retninger, og i løbet af kort tid var det som at være tilbage i gyngerne og karussellerne. Vi rullede og rullede, og der blev meget stille i cockpittet. Og så fulgte søsygen og med den trætheden. Men selv om vi blev søsyge, var det i varierende grad. Anna kastede slet ikke op, og Victor var hurtigt ovenpå igen. Faktisk demonstrerede han med al tydelighed præcis hvor meget han er vokset og har udviklet sig på denne tur indtil videre – han var omsorgsfuld, positiv og overskudsagtig i en presset situation, og både kaptajnen og jeg er så stolte over ham (og prøver at bære over med at han er tilbage i vanlig teenagerstil præcis 5 minutter efter fortøjningerne er kastet ;-)). Der er ingen tvivl om, at han er godt på vej til at blive en prægtig (langtur-)sejler!
Men hvis man ser bort fra, at vi var søsyge mere end 1/3-del af vejen, så var det en fantastisk tur. Allerede første aften kaldte Gorm den Gamle over VHF’en, at de havde spottet hvaler – og pludselig havde vi også en hval på siden af os. At sidde der i tusmørket og høre hvalen blæse, for derefter at se den dykke ned foran båden var alligevel relativt skræmmende. De må gerne holde sig lidt på afstand, de der hvaler… Senere samme aften havde vi besøg af 20-30 delfiner som i flere timer brugte bådens styrbord side til at jage fisk, så i lyset fra den grønne lanterne var vi tilskuere til et veritabelt ædegilde. Kaptajnen talte flere gange mere end 10 delfiner, som sprang ud af vandet på samme tid. På 3. dagen havde vi igen besøg af delfiner, og denne gang sprang de foran båden i flere meters højde til stor begejstring for både børn og voksne. Men det allermest fantastiske ved at sidde i sin lille båd midt ude på havet er den smukke, smukke stjernehimmel. Når vi sidder i de varme soveposer med armene om børnene og betragter stjernebilleder, mælkevejen og stjerneskud, så er kaptajnen og jeg nærmest lykkelige. Det eneste tidspunkt vi er mere lykkelige er, når vi igen har fast grund under fødderne 😉
Efter fem skønne, afslappede dage på Porto Santo i selskab med Gorm den Gamles besætning er vi nu sejlet til Madeira, hvor vi igen har fint bedsteforældre-besøg.
kære venner,
må bare endnu engang kapitulere… det er så vildt det i gør!
og så skriver i altså godt – det er sjovt at læse.
må man efterlade en request? kan i ikke lave et lille primitivt verdenskort, hvor i viser hvilken del af jeres tur artiklerne i skriver er fra? I name-dropper jo eksotiske navne i et væk, så almindelige landkrapper dårligt kan følge med:-)
og så lige afslutningsvis, en forespørgsel som i nok ikke har hørt så mange gange: pas på jer selv!
kh,
T & Co
LikeLike