Gone Sailing

Og forløsningen var stor, da vi endelig sejlede ud af Sundkrogen – kun 1 time forsinket i forhold til planlagt afgang. Med ombord var i øvrigt farfar, som vi fik lov at dele den første uges oplevelser ned gennem Tyskland og Kieler-kanalen med.

Nu er vi i England. Vi ankom til Dover sidste søndag, og det betød af jeg kunne sænke skuldrene lidt og sætte et stort mentalt ‘udført’-tegn ved at have krydset trafiksepareringszonen mellem Frankrig og England – eller bare den engelske kanal. Det var nemlig en tur, som jeg lidt havde frygtet, for jeg havde opbygget et billede af, at de store fragtskibe kom sejlende med 200 knob i timen og at der var i tusindvis af både i kanalen. Men den frygt skulle vise sig at være helt ubegrundet. Vi havde et fantastisk døgn ned langs Hollands, Belgiens og Frankrigs kyst inden vi krydsede kanalen ved daggry søndag morgen efter en stjerneklar nat på et næsten roligt hav. Ungerne sov trygt i deres kahytter, mens kaptajnen og jeg holdt behørigt udkig efter de store skibe. Og de VAR der, men de kom en af gangen i stedet for i tusindvis, og de sejlede kun 15 knob i timen. Og det gik fint, og jeg er faktisk lidt stolt over at være ankommet til England i egen båd. Godt nok skal vi meget længere væk endnu, men lige nu er følelsen af at være nået hertil vild nok. Det er godt vi sejler langsomt, så jeg kan nå at vænne mig til tanken. Og Nordsøen og jeg nåede faktisk at blive helt fine venner…

Det med de tusindvis af både i kanalen skulle dog vise sig alligevel at holde stik, da vi nåede Isle of Wight. Aldrig før har vi set så mange både af alle størrelser og slags på så lille et område. Det var en kæmpe oplevelse.

Egentlig ville jeg have skrevet endnu et indlæg om vores utallige lister, men jeg nåede det ikke inden vi tog afsted. For tiden op til afgang var hektisk, og så hjælper det jo ikke rigtig på situationen at man påfører sig selv ekstra opgaver (og ekstra udgifter) ved for eksempel at fejlmontere nyindkøbt køleskab, så kompressoren går i stykker, og man derfor må købe et nyt som så skal installeres igen (og helst korrekt). At det så oven i købet sker samtidig med at køleskab nr 2 (som er gammelt) vælger at brænde sammen, hjælper hverken på tidspres eller budgetoverskridelse 😉 Men alt endte godt, og kaptajnen kan nu tilføje kølemontør til CV’et. Han kan i øvrigt også tilføje alt muligt andet – for eksempel er det godt at kunne noget med slanger og spændbånd, når man kommer retur til båden efter en dejlig dag i Haag og opdager, at den netop fyldte vandtank er tom men at man til gengæld har fået 200 liter vand i kølsvinet.

Men udover at vi lærer nye tricks, hvordan er det så egentlig at være blevet langturssejler? Jeg ved, at flere af jer der læser med selv drømmer om at sejle på langtur, så her kommer vores første spæde erfaringer fra de første tre uger:

• Forventningsafstemning er vigtigt! Når de voksne siger, at turen til Tyskland bliver lang, så hører børnene at det KUN er turen til Tyskland der bliver lang 🙂 Skuffelsen over, at det var Elbens grumsede vand, der ventede på den anden side af Kieler-kanalen – og ikke palmeøer og hvide sandstrande – var tydelig.
• Tydelig kommunikation er vigtigt! Når de voksne taler om transportsejlads, så hører børnene kun ordet sejlads. Og i deres ører lyder det (heldigvis) som en dejlig let sejlads med solskin og let sidevind, så man både kan fiske og spille kort undervejs. I virkeligheden er det hos os et begreb, der dækker over at sejle en lang distance (+24 timer) nærmest uanset vind- og vejrforhold. De har nu taget det ret pænt – børnene altså 😉
• Det er ikke en ferie! Faktisk er det benhårdt arbejde 🙂 Kaptajnen og jeg har for eksempel flere gange været oppe kl 04 for at sejle ud af en havn i højvande-intervallet. Og de der ‘sun downers’ har der heller ikke været mange af (endnu).
• Vi er blevet bedste venner med en bog, der indeholder 900 sider med tidevandstabeller og strømforhold for hele Nordeuropa. Den hedder Reeds.
• Man lærer sig selv (og sin båd) at kende! Vi har på 3 uger fået rykket barren for hvor meget vind vi er komfortable ved at sejle i betydeligt. Men vi synes stadig ikke, at det er det sjoveste at krydse ned gennem den engelske kanal på bidevind i 12-14 m/s og modstrøm og sidevers bølger.
• Søsyge rammer alle! Punktum. Men søsyge-armbånd virker – lige indtil det eneste der virker er at bide tænderne sammen og glæde sig til man er i havn 😉
• Det der familietid holder! Vores børn er de sejeste unger, og de tager det hele (både søsygen og det drilske sommervejr) med oprejst pande og en virkelig positiv attitude. De rykker sig for hver dag, og vi glæder os så meget over at være sammen med dem og kunne opleve deres udvikling helt tæt på over de næste to år.