Gone Sailing

Forleden slog det mig pludselig, at vi jo for pokker er heldige! Det kan vi godt glemme lidt, når vi i lang tid, ja nærmest et par år, har stresset over små og store beslutninger og ting der skal gøres, før end vi kan tage af sted. Og i en kontekst, hvor vi har solgt det meste og river børnene op med rod i 2 år for ikke at vide hvor og hvordan vi lander igen, når vi vender hjem – ja så føles ingen beslutninger som små længere… Tværtimod har det nogen gange virket helt uoverkommeligt alt det der skulle nås, inden vi kan tage af sted.

Men nu er det som om, at tingene alligevel falder på plads. Vores lange, laaange to-do liste har efterhånden flere overstregninger end den har ting og sager, der stadig skal nås. Kaptajnen synes, at han er godt med og har overblikket – hvilket er en glimrende målestok for mig. Hvis han er stresset, er jeg også stresset. Budgettet er ovenikøbet kun ”lidt” overskredet 😉

Og så var det, at jeg kom til at tænke på det med heldet. Anders og jeg har hinanden, og vi er enige om at vi gerne vil det her eventyr. Der har ikke været nogen, der skulle overtales – vi er i gang med en fælles drøm. Det er et aktivt valg om at være sammen som familie på en vældig anderledes måde end vi er i dag og samtidig opleve en stor del af verden. Og hvor er vi heldige, at vi kan give vores børn den gave, det er at opleve at der er mange måder at leve på, og at man ikke altid skal følge strømmen – og hvis man vover, kan drømme blive til virkelighed. Det fik mig også til at tænke på at alle anstrengelserne frem mod vores afgang er en del af vores historie, en del af vores eventyr. Og er det ikke sådan, at der i alle eventyr er en masse forhindringer, som skal overvindes af modige helte inden det hele ender godt. Hvis man anskuer det på den måde, så er eventyret allerede startet! Og måske er vi ikke kun heldige men også lidt modige?