Endelig var det weekend, og den skulle bruges på vandet. Fredag sidst på eftermiddagen satte vi kurs mod Kyrkbacken på Hven. Vejret på Øresund var fantastisk til forskel fra kysten omkring Rungsted, hvor en regnfront gav anledning til nogle smukke fotos. Heldigvis lå fronten foran os, så vi kunne nøjes med at nyde den smukke naturoplevelse.
Jeg har en teori om, at solen altid skinner på Hven, og næste morgen vågnede vi ganske rigtigt op til forrygende solskin. Det var klassisk sensommer-familielykke med morgendukkert og friskbagte boller og en gåtur med is allerede inden kl. 11. Og vi kunne nærmest ikke få nok af at minde hinanden om, hvor fantastisk det var at man lige kunne hoppe ombord og komme så langt væk på så kort tid. Ved middagstid var det blevet tid til at komme afsted. Vi var inviteret til fætterens fødselsdagsfest i Nivå. Det var bare en kort tur…
… 6 timer senere lå vi stadig i Kyrkbacken havn. Motoren ville ikke starte, og kaptajnen havde brugt tiden på at splitte det meste af bådens elektronik ad. Og brugt 3 livliner. Det eneste han havde fået ud af det, var at han nu vidste at det ikke var batteriet, den var gal med. I mellemtiden havde jeg brugt tiden på at være frustreret over ikke at have noget særlig kløgtigt at sige om sagen (jeg skal SÅ meget på dieselmotorkursus!) samt at besvare børnenes mange spørgsmål om, hvornår vi mon ville være fremme til fætterens fødselsdag. Samtidig havde jeg arrangeret, at vi kunne blive transporteret til Sjælland dagen efter på en fiskekutter-agtig færge. De ville også gerne slæbe Freja. Faktisk fik jeg også overtalt en af sømændene (han kunne noget med en strømmåler) til at gå med over på Freja og give sit besyv med. Det kom der ikke meget ud af, men han fik en lunken øl for sin ulejlighed.
Bedst som jeg var begyndt at lege med tanken om at slå os ned på Hven for altid, fik kaptajnen en vild ide. Vi kunne sejle for sejl til Nivå. Vindretningen var rigtig og kaptajnen var godt kendt i Nivå havn. Selvfølgelig kunne vi det! Som de fleste kaptajnskoner ved, er det mit ansvar at støtte op om kaptajnens gode ideer – vi er et team! Vi tjekkede vejrforholdene igen og aftalte taktik for hvordan vi ville komme ud af Kyrkbacken og, måske mere vigtigt, hvordan vi ville håndtere indsejlingen i Nivå. Den lette vind ville give os god reaktionstid men kunne også blive et problem. I mit stille sind gad jeg godt, at vi havde øvet den manøvre med en startbar motor i baghånden. Godt nok har jeg brugt to somre på at sejle en Spækhugger ind og ud af Kalkbrænderihavnen for sejl, og det er da gået meget godt ind til videre. Men størrelsesforskellen på bådene var alligevel lidt skræmmende. En pagaj ville ikke hjælpe meget, hvis vi mistede styrefart på vej ind i havnen.
Men kaptajnen er en dygtig sejler og under en time senere lå vi trygt fortøjret i Nivå havn. Indsejlingen gik uden problemer. Vi tog en ekstra runde udenfor havneløbet og repeterede hvad der skulle ske, og jeg holdt vejret mens Freja laaangsomt fandt ind på plads i første havnebassin. Et par hjælpende hænder dukkede op, og hjalp os med at fortøjre. Så nu var det afsted til resterne af fætterens fødselsdagsfest, hvor vi havde leveret dagens morskab til den del af familien, som er garvede sejlere. Drilleri kunne nu ikke slå mig ud. Jeg boblede indvendig af stolthed over at kunne sætte hak ved endnu en milepæl i min sejlerkarriere.
I øvrigt var det bare motorstyreboksen, der var brændt sammen…
Gone Sailing 