Juli 2015 startede med noget der føltes som en uges storm. Regn og rusk blev afløst af endnu mere regn og rusk. På vores sommerferieprogram stod der sejlferie i Danmark. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke forud for ferien ønskede mig bare en lille smule ned til de varme lande. Ungerne var mere direkte – de nærmest krævede at blive sat på første fly til Grækenland. Og det var ikke fordi vi ikke ville sejle. Vi glædede os helt vildt til at komme afsted med Freja. De sidste 3 års forrygende danske somre havde bare gjort os forvænte hvad vejret angår. Desværre så det ikke ud til at den danske sommer 2015 havde tænkt sig at gentage succesen, men afsted kom vi…
3 uger og 500 sømil senere havde vi besøgt Sverige, Bornholm, Tyskland og Samsø. Det meste af ferien var vi iklædt uldtrøjer og sejlertøj. Og der var tidspunkter hvor det var så koldt, at vi drømte om de huer og handsker, som vi optimistisk havde ladet blive hjemme. Men undervejs skete der noget fantastisk. Det blev ligegyldigt hvordan vejret var – eller så ligegyldigt som det nu kan blive når man holder ferie på en sejlbåd. Om regnen silede ned eller solen skinnede betød ikke så meget, for ombord på Freja koblede både børn og voksne mentalt af på et helt andet plan end hvad en ferie normalt byder på. Og godt nok fik vi ikke indfriet vores forventninger om tropenætter i Danmark, men til gengæld fik vi indfriet alle vores forventninger til Freja. Hun er en fantastisk båd, som sejlede os stabilt og sikkert fra havn til havn uanset om vi havde havblik eller 17 ms. Kaptajnen var en meget glad mand. Den sidste dag på ferien vågnede vi op til strålende solskin på smukke Hven. Foran os lå feriens sidste sejltur, og på hjemturen sagde børnene højt, hvad vi alle tænkte – at det havde været den bedste sommerferie nogensinde. Det krævede al vores viljestyrke at sejle lige hjem i stedet for at dreje til bagbord og tage turen en gang til.
Gone Sailing 