Da vi blev bådejere (og grundejere…)

Freja2
Første syn på Freja

Vi havde i forvejen en fin lille Jeanneau Sun Fast på 20 fod, men den kunne vi ligesom ikke sejle jorden rundt i. Så kaptajnen brugte mange (mange!) timer på at undersøge, hvilke bådtyper der var bedst egnet til oceansejlads og som også opfyldte vores behov som børnefamilie. Efter at have overvejet modeller som Moody, Phantom 42, Ovni Alubat og Via 42 besluttede vi os for en Phantom 42, som var kaptajnens drengedrøm om en båd. Og så blev den også valgt, fordi flere danske familier havde taget turen over Atlanten i netop denne bådtype. Egentlig var det meningen, at vi først ville købe en båd i foråret 2015. Så kunne vi bruge sæsonen 2015 på at lære den at kende og sætte den i stand. Vi havde dog holdt lidt øje med en Phantom 42 i Sverige, som så ud til at være i rigtig fin stand men desværre for dyr til vores budget. I oktober 2014 blev prisen dog sænket betydeligt. Ejeren var klar til at sige farvel, og den skulle afsted inden vinteren. Og så fik vi pludselig travlt med at komme afsted til Göteborg for en første fremvisning. Og hvilken båd! Freja var nænsomt og smukt vedligeholdt og istandsat. Den havde fået ny rig med rullestorsejl, nyt teakdæk og ny Volvo Penta motor, som kun havde gået 400 timer. Også om læ var den i meget fin stand. På vej hjem til København prøvede vi at være fornuftige og opstille fordele og ulemper ved netop denne båd. Men vi kunne begge mærke, at der var noget andet på spil, for det føltes bare rigtigt. Så ugen efter drog vi igen til Göteborg – forventningsfulde og spændte. Men også med en følelse af at være på ukendt grund.

Freja1
Freja løftes ud af vandet for tjek af skrog

Nogle timer senere var vi en hel del penge fattigere og Freja var vores. Hjemmefra havde vi samlet et lille hold af hjælpsomme mennesker, og planen var at sejle Freja hjem med start allerede næste morgen. En noget ambitiøs plan skulle det vise sig, for vejrudsigten var ikke rigtig med os. Vind fra syd og 13-15 s/m.  Skærgården ud for Göteborgs kyst var indhyllet i morgendis og havet var meget lidt trafikeret denne lørdag morgen. Kun et par færger og et fragtskib var at se. Vi var på vej mod første stop for at tanke diesel.

Vi havde kun sejlet omkring 30 minutter, da vi stødte på grund. I sekunderne før opdager vi, at navigatorens zoom-funktion viser forkert. Vi er et andet sted, end vi tror vi er. Heldigvis slipper båden skæret, da den bakker. Der gik nogen sekunder, hvor jeg skulle have styr på mig selv, for hele min krop rystede af adrenalin. Jeg turde ikke kigge på kaptajnen, for jeg vidste ikke hvad jeg ville møde i hans blik. Men vi var alle uskadte (blå mærker tæller ikke i sådan en situation), og båden så nogenlunde hel ud. Jeg blev sendt ned om læ for at tjekke under dørken. Alle kølbolte sad fast, og vi tog ikke vand ind. Kaptajnens bror prøvede at berolige mig med, at han var gået på grund flere gange. Han mente bestemt ikke, at det var slemt, og han listede en række argumenter til at bakke den påstand op. Jeg følte mig nogenlunde overbevist.

Resten af dagen prøvede vi at holde stemningen høj, men både kaptajnen og jeg var trykkede af morgenens begivenheder. Jeg følte, at vi lignede nogle amatører, der ikke havde styr på hvad vi lavede. Måske var det også sandheden. Og følelsen af at være amatør tog til senere på dagen, da søsygen meldte sin ankomst. Var vi da total idioter at begive os ud på dette eventyr?

Freja i Falkenberg - nu for dansk flag
Freja i Falkenberg – nu for dansk flag

Lørdag før det blev mørkt sejlede vi i havn. Allerede søndag morgen var det klart, at vi ikke kunne nå længere end Falkenberg, så det blev målet. Turen dertil forløb uden andre vanskeligheder end søsyge. Kaptajnens bror blev vores redningsmand. Han sejlede, så det (næsten) var en fornøjelse. Ved ankomsten til Falkenberg fandt adskillige hjælpsomme og nysgerrige svenskere deres vej til havnen, og de forsikrede os om at båden fint kunne ligge der et par dage. Det var med blandede følelser at vi kørte fra Freja. Jeg vidste, at vi skulle hjem til et realitetstjek.

Der fulgte en uge, som blev brugt på refleksion. Hvordan sikrede vi os, at vi ikke igen begik de samme fejl? Var jeg overhovedet gjort af et materiale, så jeg kunne klare sådan en tur? Og hvordan fik vi håndteret den tvivl, som andre nu ville have til om vi kunne klare turen? Kaptajnen var heller ikke helt sig selv. Det var ikke sådan vi havde forestillet os den første tur. Langtfra. Men i sidste ende var det ikke værre, end hvad mange før os har prøvet. Og jeg er en fast tilhænger af, at man skal rejse sig ved det sted man er faldet – lær af dine erfaringer og kom videre.

Vedbæk havn
Vedbæk havn

Den efterfølgende weekend havde kaptajnen igen samlet et hold af hjælpsomme mennesker, som var klar til at sætte deres weekend på stand-by for at hjælpe os, og jeg var fuld af taknemmelighed. Freja var stadig kun halvvejs hjemme, og det var tid til at lægge sidste weekends begivenheder bag os og i stedet se fremad. Kaptajnen og verdens bedste besætning drog afsted (jeg selv var forhindret, men så slap mændene for at trækkes med mig), og det blev en fantastisk tur med sidevind det meste af tiden. Da Freja og besætning nåede Vedbæk søndag eftermiddag var stemningen høj. Det var betryggende, at de kom hjem og berettede, at båden sejlede godt og stabilt for sejl. Flere gange sejlede de så hurtigt, at de nærmest ikke troede på det.

Verdens sødeste crew
Kaptajnen og verdens sødeste besætning

I tiden efter drøftede vi, hvordan vi skulle forholde os til grundstødningen. Planen havde været at lade båden ligge i vandet vinteren over, men undervandsbilleder viste at kølen havde skader. Billederne var ikke i god nok kvalitet til, at vi kunne danne os et overblik over skadens omfang, så vi så ingen anden udvej end at kontakte forsikringen. Heldigvis!! havde vi tegnet forsikring, som trådte i kraft den dag vi købte båden. At vi ville få brug for den så hurtigt, havde vi dog ikke haft fantasi til at forestille os. Freja kom på værft, og det var et relativt gruopvækkende syn da den blev løftet ud af vandet. Kølen havde taget skade. Men folkene på værftet var fortrøstningsfulde. De havde set værre, og den skulle nok blive så god som ny igen. Og en smuk majdag blev Freja udskrevet fra værftet – helt klar til sommerens udskejelser.


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s