Martinique, chokoladecroissanter og nye rorlejer

Efter et par blogindlæg om søsyge og vægelsind i forhold til de videre planer er vi måske kommet til at give nogen det indtryk, at vi er trætte af at være sejlet på langtur. At vi har fået nok af sejlerlivet og dets glæder og udfordringer. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Tværtimod føler vi os hver dag heldige at kunne vågne op til den smukkeste udsigt med turkisblåt vand og frodige grønne bjergsider. Heldige hver dag at kunne nyde naturen og udendørslivet med sol og varme. Og heldige at kunne slutte hver dag med en smuk solnedgang. Der er meget at være taknemmlig for. Og ja, vi er også heldige når vi ude på søen får tæv af vind og vejr – og dermed får lov til at føle, at vi virkelig lever 😉 Og det liv vokser også på ungerne. Teenageren taler ofte om, at han også en dag vil sejle jorden rundt med sin egen familie. Det er da den største blåstempling af projektet!

Nåh men, egentlig var det meningen at dette indlæg skulle handle om hvad vi har lavet siden vi tilbragte 12 dage på fantastiske Dominica over jul og nytår med gode venner. I begyndelsen af januar sejlede vi i videre til Martinique, og mens både natur og lokalbefolkning på Dominica gav indtryk af at være vild og utæmmet, var det en helt anden oplevelse at komme til Martinique. Det føles som at være tilbage i Frankrig og alt er meget kultiveret. Der er ikke meget rastafari-bevægelse over Martinique, men når man hører den ældre del af lokalbefolkningen tale kreolsk sammen, fornemmer man alligevel at der bag den velpudsede franske facade er en spændende dynamik. For os var Martinique også et glædeligt gensyn med supermarkeder med bugnende hylder og friske råvarer ulig de fleste andre øer i Caribien. Vi brugte et par uger på at udforske og spise os igennem den nordlige del af øen, hvor især St. Pierre viste sig at være en hyggelig lille perle af en by – og med virkelig god snorkling på et rev kun en kort svømmetur fra båden. Her var både havskildpadder, dragefisk, muræner og de mest nuttede akvariefisk i alverdens farver. Og når man har så god snorkling lige ved siden af båden, kan det være svært at koncentrere sig om skolen. Der var jo fisk, der skulle studeres. Så vi har rykket rundt på skoledagen, og har nu oftest både morgen- OG eftermiddagsskole, bare lidt kortere intervaller. Så imens nogen drikker sundownere når solen går ned, laver vi matematik 😉 Men det fungerer superfint for børnene, og det giver mere tid til oplevelser i de lyse timer. Skolemæssigt har vi også været på et spændende og indtryksrigt besøg på det historiske- og etnografiske museum i hovedbyen Fort de France, hvis permanente udstilling omhandler slaveriets historie på Martinique.

Martinique bød også på et glædeligt gensyn med Gorm den Gamle, som vi midlertidigt sagde farvel til på Barbados. Det blev til 5 dejlige dage med bådhygge, restaurantbesøg og strandture inden Gormen skulle videre. Denne gang var det et mere definitivt farvel – i hvert fald på denne tur, for Gormens tur er snart slut for i år, og de skal nordpå for at lægge båden på land og flyve hjem, mens vi skal sydpå. Når de kommer tilbage til Caribien for at fortsætte deres tur, er vi forhåbentlig godt på vej igennem Stillehavet. Vi prøvede ellers ihærdigt at overtale dem til at gå med i Stillehavet i år, men forgæves… 🙂

img_3400
Der er forsøgt flere tiltag for at optimere gummibådshastigheden. Tak til Gormen for billedet 🙂
img_3381
Freja og Gormens møde med nogle lokale børn. Når man ikke taler samme sprog, kan man i det mindste skrive sit navn med kridt

Den virkelige årsag til at vi sejlede til Martinique, var dog hverken de friskbagte chokoladecroissanter eller alle de fine ankerbugte vi har besøgt, men i stedet at det nu var tid til at få repareret rorlejet, som jo tog vand ind på turen over Atlanten. Freja skulle på værft i Le Marin, og vi havde på forhånd haft besøg på båden af Franck, som havde givet et tidsoverslag der lød på 2-3 dages arbejde og i alt 4 dage på land. Franck havde et værksted på værftet, der var leveringsdygtigt i hvad som helst. Værftet gav os en tid til at blive løftet på land og meget professionelt blev Freja løftet ud af vandet og sat på stativ af Johnnie og hans team. Johnnie kunne både betjene kæmpekranens joystick, tale i mobiltelefon, spise sandwich og charmere de kvindelige ansatte på værftet – alt sammen på én gang. Kun en enkelt gang måtte kaptajnen spørge om Johnnie nu også var helt klar over, at det var vores hjem han kørte rundt med… Jeg nøjedes bare med at praktisere strudse-metoden og kigge væk 😉

img_3301
Johnnie og hans team

Men efter at være blevet helt parkeret dér på land, skete der ligesom ikke mere. Franck og noget af hans slæng kom forbi efter frokost og kiggede lidt ned i rorbrønden, men først næste dag ville håndværkerne komme og afmontere roret. Desværre var der ingen på værftet der havde tænkt over, at båden skulle stå over en ‘grav’ for at de kunne trække roret nedad. Så eneste løsning var, at Freja skulle løftes igen. Men Johnnie og hans kran var fuldt booket næste dag, ja faktisk resten af ugen. Det var vi lidt utilfredse med, men efter en del overtalelse viste det sig, at det kunne lade sig gøre at blive løftet igen kl. 8 næste morgen. Som aftalt stod 4 håndværkere klar klokken 8 til at skille rorlejet ad – men lejerne var rustet sammen og var ikke lige til at skille ad. Og mens de svedte over det, blev klokken 9 og så meddelte Johnnie, at nu kørte han med kranen – han skulle jo passe sin øvrige tidsplan. Helt forståeligt, men lidt ærgerligt bare at kunne stå og se på, at Freja endnu engang blev sat på stativ – stadig med roret i. Der blev taget en del metoder i brug til at få skilt rorlejerne ad, nogle mere hårdhændede end andre. På et tidspunkt var værftets Hulk forbi båden med en kæmpe forhammer, dog uden held.

img_3346
Den kæmpe forhammer på vej ombord på Freja. Imens står Franck og tager sig lidt til hovedet i venstre side af billedet…

Til sidst måtte rorsikringen skæres over, og så kom roret løst. Hvis vi nogensinde havde haft den tanke, at vi kunne risikere at tabe roret, så blev den gjort helt til skamme. Nu var det bare at overtale Johnnie til endnu et løft samme dag. Det kunne sørme lade sig gøre – måske fordi værftet i mellemtiden havde indset, at de skulle have givet os en anden plads… De efterfølgende dage havde vi regnet med at kunne bruge tid på at se den sydlige del af Martinique, men det var nok lidt naivt. Franck og hans slæng var skam dygtige og professionelle, men de havde bare for meget at lave. Så kaptajnen så sig nødsaget til at påtage sig en slags projektledelse af arbejdet – en i øvrigt meget hårfin balance mellem at motivere og ikke irritere – for ellers gik det helt i stå hver gang en håndværker havde været på båden. Der var ingen overlevering mellem dem. Og der var mange håndværkere (i hvert fald 7) forbi i løbet af den tid, som vi var på land. Og undervejs blev arbejdet udvidet til også at omfatte en forstærkning af rorbrønden. Så de 4 dage blev til 9 dage, som blev til 10 dage.

img_3374
Der var rigelig tid til også at give Freja en omgang ny bundmaling

Planen var nu at sætte roret tilbage i båden, mens båden hang i kranen, og så kunne de samle og spænde alle delene efter Freja igen var flydende. Det lød sådan set fint nok, men igen var vi nok lidt naive. For da Freja blev løftet og roret blev sat i, var det lige som om der manglede lidt justering. Det var stort set umuligt at bevæge roret fra side til side… En af håndværkerne mente dog at det var helt normalt, og at det bare skulle smøres med lidt vand… Samme mand var selv kommet sejlende i sejlbåd over Atlanten fra Frankrig fire år før, så hvordan han kunne nå til den konklusion var helt uforståelig – men ok, han arbejdede med opløsningsmidler uden åndedrætsværn. Heldigvis kunne Franck godt se problemet, så vores søsætning blev aflyst – igen. Og så kom håndværkerne på overarbejde. Francks søn, som vi her kalder Løven, blev tilkaldt og med hans hjælp lykkedes det af få rorlejerne justeret korrekt. Så var det bare at krydse fingre for, at vi kunne få endnu en tur med Johnnies kran den følgende dag, som skulle vise sig at være fredag – og den dag på ugen, hvor håndværkerne normalt går hjem kl. 12. Men Johnnie og hans team forbarmede sig over os (eller Franck talte med store ord på værftets kontor), og klokken 12.30 var vi en sidste tur i kranen på vej henover værftets steghede asfalt. Vi takkede selvfølgelig Johnnie og hans team behørigt med kolde øl. Det var fantastisk igen at have vand under kølen, så pyt med at vi kun skulle 200 meter ud i bugten og kaste anker, for Løven var ikke helt færdig med at justere styringen. Det betød, at kaptajnen måtte styre med nødror hen til ankerpladsen, og det var hårdere end han lige havde troet. Godt det kun var 200 meter og ikke 2000 sømil 🙂

Mens Løven knoklede og samtidig gav kaptajnen et crash-course i splejsning af dynema, kom besætningen fra engelske Bonaire forbi for at sige hej. Bonaire var også med i Atlantic Odyssey, og har to søde drenge på 6 og 8 år. Da de så, at der var værktøj i hele cockpittet, inviterede de straks børnene til at komme på besøg, så alle tre unger hoppede i badetøjet og tog på gummibådstur til Bonaire.

img_3433
Badetur på Bonaire – båden, ikke øen 😉

Her tilbragte de hele eftermiddagen, mens kaptajnen og jeg prøvede at lokke ud af Løven, hvor meget han skulle have for at sejle Freja fra Australien til Gibraltar. Løven viste sig nemlig at være uddannet skipper, og når han ikke arbejder for sin far sejler han rundt som skipper på andre folks både. Tilbage på Bonaire havde teenageren aka gummibådskaptajnen straks spottet, at Bonaire havde en 15-hestes påhængsmotor, og da faderen ombord tilbød en prøvetur, ville glæden ingen ende tage. Gummibådskaptajnen fyrede den af med sin søster ombord, så man et øjeblik kunne overveje om det var på grænsen til at være uansvarligt, men han har nu ret godt styr på det, ham Victor. Turen endte kun næsten med en mand-over-bord øvelse… Og som I nok kan gætte, er hans plagerier om en større påhængsmotor på ingen måde aftaget efter den tur – tværtimod 😉

Også tyske Anyway, italienske Venus og engelske Itchy Foot – alle både fra Atlantic Odyssey – krydsede vores vej i Le Marin. Det er fantastisk at opleve, hvor hurtigt både voksne og børn knytter sociale bånd til de både, som vi har mødt og sejlet med undervejs. De udgør på mange måder en del af vores historie.

img_3250
På byvandring i den gamle bydel i Le Marin

Nu troede vi egentlig, at vi langt om længe endelig var klar til snart at sejle videre fra Le Marin, men henover weekenden viste der sig pludselig at komme regnvand ind gennem det øverste rorleje. Så mens vi ventede på en pakning fra Franck (og en pakke til Victor hjemmefra) blev det fredag igen. Fredag fik vi pakningen og konstaterede samme dag, at PostNord havde sendt pakken til Norge i stedet for Martinique…!! Det blev afgjort, at vi ikke kunne vente længere på pakken, så den blev returneret til afsender, og er nu igen på vej ud i verden – forhåbentlig til rette land denne gang. Imens havde vi brugt tiden på at spise os gennem Le Marins udbud af lækkerier samt proviantere, som skulle vi over Atlanten igen. Vi har nemlig hørt rygter om, at udbuddet er både dyrt og småt der, hvor vi er på vej hen nu – nemlig St. Vincent og Grenadinerne. Lørdag kunne vi endelig sejle fra Martinique, og ankom lørdag eftermiddag til St. Lucia. Lige nu ligger vi i marina for første gang i laaaang tid, nærmere betegnet den berømte Rodney Bay Marina, hvor ARC’en hvert år slutter. Herfra går turen videre ned langs St. Lucias vestkyst inden vi sejler til Bequia, som er første stop i Grenadinerne.

img_3457-1
Rodney Bay Marina, St. Lucia

 


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s