Gone Sailing

Kaptajnen drømte engang om at sejle jorden rundt. Han drømte om at krydse verdenshavene med en blid passatvind i ryggen og følge i fodsporene på de store opdagelsesrejsende. Han drømte om at komme på eventyr. Mig? Jeg drømte også om eventyr. At komme til nye steder, at blive mødt af duften af land ude på vandet, at gå på opdagelse og lade sanserne suge til sig af nye indtryk. At give børnene mulighed for at opleve, hvor stor og mangfoldig verden er. Men ulig kaptajnen drømte jeg egentlig ikke om at sejle. Eller det gjorde jeg jo på en måde – det var bare ikke for selve sejladsens skyld. Jeg drømte ikke om at opleve glæden ved perfekt trimmede sejl eller en båd i fuldendt balance. Og jeg drømte ikke om at krydse Atlanterhavet og erhverve retten til – ifølge nutidig sejlertradition – at måtte gå i røde bukser på havnen. Oprindelig gjaldt det retten til at blive gift i røde bukser, men det holdt nok op med at være moderne ret hurtigt… Og heldigvis er vi allerede gift, kaptajnen og jeg 😉

Men de der oceankryds er jo ikke rigtig til at komme udenom, når man gerne vil sejle jorden rundt. Og som en erfaren sejler belærte os inden vores afgang over Atlanten: “Nu var vi jo i gang med at opfylde drømmen om at krydse Atlanten, så skulle vi også huske at nyde det. Vi skulle helst nyde det så meget, at vi ved landkending med Barbados ville blive lidt ærgerlige over at turen allerede var slut…!” Allerede der tænkte jeg, at jeg ikke drømte om at krydse Atlanten – jeg drømte bare om at komme frem! Og som de fleste af jer allerede ved, så var det en hård tur. Til trods for en heftig medicinsk cocktail af søsygepræparater var jeg søsyg i varierende grad under hele passagen fra Cap Verde til Barbados. Og den sidste dag gad jeg bare ikke mere, og nåede derfor frem til den konklusion, at jeg nok slet ikke kunne lide at sejle…

Kaptajnen var ikke udelt begejstret for min udmelding, for 4 dage efter ankomsten til Barbados skulle vi videre til Dominica, hvor vi fik julebesøg af gode venner. En ‘lille’ sejltur på 200 sømil og 30 timer. Og selv om vi brugte de 4 dage på Barbados på at spise, slappe af, hænge ud på kilometerlang hvid sandstrand, sove og spise noget mere, så var vi stadig trætte helt ind til benene. Og kroppene var stadig udmattede. Men det var der ikke noget at gøre ved. Den 22. december sejlede vi ud af Bridgetown Inner Harbour i øsende regnvejr. Der var ingen formildende omstændigheder, der kunne få mig til at ændre mening – ikke engang teenagerens energiske indsats for at få båden gjort klar til den daglige broåbning kl. 12. Jeg var megatræt af meterhøje bølger. Af den brølende vind, som betød at vi nærmest måtte råbe til hinanden. Af skæve søer, som brækkede ind over cockpittet og gjorde os (og soveposerne) gennemblødte. Af at være søsyg. Så da vi næste dag i det sidste dagslys nåede hovedbyen på Dominica, Roseau, og så vores venner stå klar inde på land med gensynskram og champagne, var det svært ikke at blive berørt over igen at se velkendte ansigter hjemmefra. Vi fik en sand heltemodtagelse – og de fik en sang fra de varme lande om hvor hårdt det havde været 😉 Næste dag skulle vi sejle 4 timer videre til Portsmouth, og for første gang i virkelig, virkelig lang tid sejlede vi på fladt vand. Jeg havde helt glemt følelsen af den type sejlads, og en fjern erindring om at det også kunne være dejligt at sejle dukkede op.

Vores venner ville vide, hvad den videre plan var – og det ville vi egentlig også gerne selv. De første mange dage efter ankomst hældte både kaptajnen og jeg til at tage en ekstra sæson i Caribien og få Freja transporteret retur til Europa. Vi orkede ikke Stillehavet. Børnene var skuffede – de ville i Stillehavet og opleve Galapagosøerne og Fransk Polynesien. Det ville vi jo også gerne, kaptajnen og jeg – men det var jo lidt besværligt, nu hvor jeg havde besluttet mig for at jeg ikke mere kunne lide at sejle. Og jeg ved virkelig ikke hvad det var – om det var de mange dage for anker med fed snorkling i ‘baghaven’, vores venners lyttende ører og opbakning, Dominicas skønhed og vilde natur, de mange regnbuer (Dominica er kendt som regnbuernes ø) eller om det er med oceankryds som med fødsler (man glemmer det var hårdt så snart det er overstået) – men et eller andet fik mig til at ændre mening igen. For selvfølgelig kalder Stillehavet på os. Vi er der jo næsten allerede. Og jeg er sikker på, at Stillehavet giver os – som navnet mere end antyder – smooth sailing.

Men (for der er et men) planerne er alligevel ændret lidt. For at minimere de lange stræk med transportsejlads, har vi besluttet kun at sejle til Australien i denne omgang. Altså kun en halv jordomsejling – men på den hele tid. Og det var jo aldrig jordomsejlingen der var målet – det er alle de fantastiske oplevelser vi får undervejs. Alle de eksotiske steder, som vi får lov at opdage. Al den dejlige tid sammen som familie. Alt det får vi stadig. Faktisk får vi mere af det nu, hvor vi giver os selv lidt mere ro i forhold til tidsplanen. Hvordan vi får Freja hjem, vil tiden vise. Måske skal hun på et containerskib, måske skal hun sejles hjem af nogle eventyrlystne typer, måske skal hun sælges? Måske lægger vi en ny plan, når vi når til Australien?

Den nærmeste fremtid byder på et værftsophold og et nyt rorleje, og derefter besøg af farfar, som har meldt sig som gast i 3 uger. Vi glæder os og håber, at Frejas rorleje er færdigt nogenlunde samtidig med farfars ankomst, men vi er i Caribien så man ved jo aldrig… 🙂