Det sidste vi gør, er at gå i redningsflåden…

Sådan cirka lød kaptajnens afsluttende ord ovenpå en samtale, som man ikke har lyst til at have, når man sidder flere dages sejlads fra land – i vores tilfælde et sted mellem Panama og Galapagos-øerne. En samtale, som handlede om hvad proceduren skulle være, hvis vi tabte masten. Det lyder meget mere dramatisk end det var, for der var ingen sandsynlighed for at vi var ved at tabe masten. Men to dage tidligere havde vi opdaget, at nederste vant i læ side stod lidt løst (altså en af de metalwirer som holder masten oprejst), og det startede en lavine af tanker. I starten observerede vi det bare, mens vi ventede på at vinden ville aftage og gå mere i syd, som prognosen sagde. Men vinden lagde sig ikke, og efter yderligere to dage på bidevind valgte vi at rulle det store forsejl ind og i stedet sætte vores lille forsejl, for at mindske presset på masten. Det blev bedre, men sejladsen blev markant værre og det lille forsejl kunne ikke trække os ordentligt gennem bølgerne, hvilket betød at båden hele tiden gik i stå og de næste to dage sejlede vi ikke mere end 3 knob i timen – altså ca. halvdelen af vores normale fart. Vejen til Galapagos føltes meget lang, og vi havde ellers sådan glædet os til at komme afsted ud på vandet igen og ud på nye oplevelser. Væk fra Panama, hvor vi havde opholdt os alt for længe. Og væk fra alle de forhindringer, som vi havde mødt der, og som var årsagen til at vi havde været der så lang tid. Nogle af forhindringerne ville blive opfattet som småting i en almindelig hverdag, men når man befinder sig på verdens værste ankerplads (læs: det føltes som om vi sejlede i høje bølger selv om vi lå for anker) med en daglig dosis lyn og torden og styrtregn i et mellemamerikansk land og har omtrent 10 spanske gloser til rådighed, så kan selv den mest optimistiske langturssejler ende med at blive en smule frustreret 😉 Udover de lidt anderledes hverdagsudfordringer oplevede vi, at: 

  • Ventetiden på transit gennem Panamakanalen var steget fra de normale 2 uger til over 4 uger, da vi ankom til Panama. Årsagen var vistnok, at for meget af kanalens mandskab afholdt ferie på samme tid. Altså lige i højsæsonen for sejlbåde på vej mod Stillehavet. 
  • Vores nyindkøbte Raymarine vhf-radio gik i stykker, dagen før vi skulle igennem Panamakanalen. Herefter fulgte et meget langt forløb, hvor vi fik den ombyttet på garantien i USA, sendt den til Panama, installeret den i båden for at konstatere at det nok ikke var vhf’en der ikke virkede men derimod et defekt kabel, som fik den nye vhf til at brænde sammen lige så snart den blev tændt… Derefter måtte vi hele møllen igennem igen. Men Raymarine var samarbejdsvillig hele vejen igennem (stor tak til dem) og det kostede os kun 2 x fragt og et nyt kabel, en masse ventetid og endnu flere frustrationer – og 10 dage ekstra i Panama.
  • En kakerlak sneg sig ombord for første gang nogensinde – og forhåbentlig også sidste. Og sådan noget sker ikke på Freja uden stor ståhej. Den måtte pænt eskorteres fra borde ved hjælp af en giftspray og en kødtang. At vi indenfor de samme 12 timer opdagede, at der var larver i vores æg, gjorde bare det hele endnu mere eksotisk. Og mig en smule mere hysterisk…
  • En time inden planlagt afgang fra Panama, skulle vi fylde vand på de ekstra vanddunke vi har på dæk. Men de var mørnet af sol og saltvand og gik i stykker mellem hænderne på os. Så nogen måtte kaste sig i en taxa, og styrte rundt i de i øvrigt meget mangelfulde bådudstyrsbutikker, men missionen lykkedes til sidst. Og vi var da glade for, at det ikke skete efter vi var sejlet…

Således troede vi, da vi sejlede ud af Balboa i Panama, at vi nu havde lagt det værste bag os. Men det var åbenbart naivt. For udover en løs vant var vi så uheldige, at det stativ som vores kortplotter er monteret på i cockpittet, knækkede på grund af en korroderet skrue i stativet og røg forover ned i rattet. Rattet overlevede fint, men kortplotteren fik slået joysticket i stykker. Så i høj sø måtte kaptajnen i gang med at operere på den med gaffatape og en plastikpind, som nu gør det ud for joystick – men det virker! Han er så genial, ham kaptajnen 🙂 
Kaptajnen fikser plotteren med gaffatape
Set i bagklogskabens lys oplevede vi et kort øjeblik, mens vi var i San Blas, at det meste på båden fungerede og at listen over bådprojekter for første gang nogensinde var blevet kortere. Men vi ved det jo godt – at være langturssejler er lige med at fikse sin båd på eksotiske destinationer 😉 Og nåh ja, jeg havde nær glemt at nævne at den lille sorte boks på motoren driller igen-igen. Men det har kaptajnen jo allerede styr på helt tilbage fra vores tur på Hven. Jeg tror, at vi – og båden – er helt klar til at sejle videre ud i Stillehavet…


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s