Gone Sailing

Vi var egentlig klar til at lette anker og sejle afsted. Klar til at begynde turen henover Stillehavet på knap 3000 sømil eller ca 5400 km. Klar til at tage afsked med Galapagos-øernes søløver, landskildpadder, hammerhajer, havleguaner, pingviner og blåfodede suler, som alle var med til at gøre øerne til et af de mere spektakulære steder vi har besøgt på turen. Og vi var helt klar til at tage afsked med det ecuadorianske bureaukrati og dets mange embedsmænd. Især øen Isabelas noget besværlige Port Captain, som startede vores bekendtskab med at komme ombord og kræve morgenmad før end han gav os tilladelse til at besøge øen. Men vi havde aftalt med den New Zealandske båd Rumpus at vi skulle følges i hvert fald noget af vejen, og pludselig havde Rumpus problemer med elektronikken ombord, så Frejas Kaptajn blev hidkaldt for at se på sagerne. Timerne gik, og imens begyndte de førnævnte ecudorianske embedsmænd at røre på sig. De ville have en forklaring på, hvorfor vi ikke var sejlet kl. 15 som angivet i udrejsedokumentet, og da vi forklarede dem problemet ankom de to mand høj for at slå fast at der var tale om et ægte problem – og at det ikke bare var noget vi fandt på. Således overbevist om problemets eksistens fik vi allernådigst forhandlet en time ekstra til at løse det. Hvis ikke, blev Freja beordret til at sejle og Rumpus kunne allernådigst returnere til hovedøen Santa Cruz, hvor der muligvis var en elektriker der kunne hjælpe dem om en uges tid. Heldigvis fandt vores Kaptajn i 11. time frem til problemet, og det var en rimelig glad besætning på Rumpus, der kunne sejle vestover med os i stedet for til Santa Cruz.
Også vi var glade for at have selskab på havet, selv om vi allerede efter nogle dage kom så langt fra hinanden at vi kun kunne kommunikere via satellitmail. Men det gjorde ikke noget! For Frejas vedkommende viste Stillehavsturen sig nemlig at være den bedste lange passage vi endnu har sejlet. Vi havde god vind og medstrøm – og kombineret med næsten ingen sø hele den første uge føltes det meget behageligt. Omkring halvvejs rejste søen sig noget og et par dage oplevede vi en følelse af at være tilbage på Atlanten. Men da var vi allerede kommet så langt, at vi havde overgivet os til en følelse af at Stillehavet ville os det godt.

Og for at det ikke skal være løgn vendte vores fiskeheld også på denne tur. Pludselig halede teenageren og lillebror fisk ombord – måske ikke ligefrem i stride strømme, men 7 fisk blev det til. Og det er jo 7 mere end vi hidtil har fanget 😉

Overraskende for os selv tilbagelagde vi distancen på ‘kun’ 19 døgn og 20 timer. Børnene havde faktisk væddemål kørende på mellem 22 og 24 dage. Og endnu mere overraskende var det, at ingen af os var søsyge undervejs på turen. Jeg var selvfølgelig på piller, men Kaptajnen klarede sig helt uden – også selv om han blev hidkaldt til badeplatformen i tide og utide for at filetere fisk. Og børnene var bare glade for, at de voksne ombord var nogenlunde ved deres fulde fem. Undervejs havde vi solskin og delfiner om dagen, og den smukkeste stjernehimmel med mælkevej og stjerneskud om natten. Kun en enkelt nat var fyldt med squalls.

Vi fejrede alle de milepæle vi kunne med kager og pandekager, hvilket gav et lille afbræk i ensformigheden. Men den største fejring var teenageren, der fyldte 14 år undervejs. Han fik både sang og gaver og hjemmebagte kanelsnegle – og masser af hilsner på satellitmailen og på satellit-telefonen. En meget anderledes fødselsdag, som han forhåbentlig vil huske resten af sit liv på en meget anderledes sejltur, som vi alle vil huske resten af vores liv.

Tænk, jeg var så tæt på at give op efter vores hårde Atlanterhavskryds! Hvis vi havde gjort det, var vi aldrig blevet belønnet med det smukke syn af Hiva Oas bjergtoppe indhyllet i morgenskyer, den morgen vi ankom. Og vi ville ikke have oplevet de hellige tempelsteder med de mystiske tiki-figurer. Eller øen Tahuatas uberørte natur i den skønneste ankerbugt med det mest lyseblå vand, hvor vi endelig kunne få en dukkert igen. Hver morgen kom en flok store manta rays (djævlerokker) ind i bugten for at søge føde, så det var muligt for os at hoppe i vandet fra båden og snorkle med dem. De er majestætiske væsener! Børnene tilbragte dagene i vandet i selskab med nogle søde norske drenge vi har mødt, og de voksne med at skrubbe bådens vandlinie, som var temmelig begroet med søgræs, krebsdyr og muslinger – endnu et bevis på hvor levende Stillehavet er. Og også et bevis på, at vi rent faktisk gjorde det – vi krydsede Stillehavet fra Galapagos til Marquesas! Om 5000 sømil mere er vi i Australien, men på vejen venter heldigvis mange oplevelser endnu.